Nyder du solen og varmen? Så bare vent, til du ser prognosen for sommeren

I hvert for de kommende fire uger melder DMI om mere sol og varme

Arkivfoto: Daniel Bygballe
Sommervejr 15. maj 2018 18:13

VEJRUDSIGT: For alle, der elsker sol og varme, er det en drømmeprognose, som DMI tirsdag har sendt ud for den kommende måned - og mere overordnet for hele sommeren.

Temaet er: Sol og varme. Nå, ja - og så tordenvejr.

Et højtryk over Danmark flytter sig ikke nævneværdigt den næste måned, og det holder fronter og kølig vestenvind væk.

- Men i alle ugerne kan der optræde tordenbyger eller intenst regnvejr. Vi får samlet set mindre nedbør end normalt, men den, der kommer, bliver meget ujævnt fordelt.

Temperaturen ventes at ligge en del over det normale. Dog taler DMI ikke om de helt varme sommerdage, men vi får lune nætter og generelt 20-25 grader i dagstimerne.

Nu er prognoser for mere end en måned frem jo meget usikre. Men meget tyder på, at vejret sommeren over fortsat vil være præget af højtryk. Og det betyder solrige dage men også en del byger.

- Prognoserne for juli og august er ret usikre, men har en overordnet tendens til, at vi får højtrykspræget vejr. Det betyder, at fronter har svært ved at trække ind over Nordsøen og Danmark - i modsætning til sommeren sidste år. Det giver os flere sammenhængende dage med solrigt og varmt vejr, kortvarigt afbrudt af svage fronter med skyer og måske regn. Denne vejrtype øger dog risikoen for situationer med kraftige torden, som kommer op over Danmark fra sydlige retninger. Juli og august ser ud til at blive lidt varmere, tørrere og solrigere end normalt for disse måneder, skriver DMI.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...