Nye 6. klasser klar til en dyst på paratviden

Sidste år gik holdet fra Ullits Skole videre helt til finalerne, som blev holdt i Gentofte. Arkivfoto: Grete Dahl

Sidste år gik holdet fra Ullits Skole videre helt til finalerne, som blev holdt i Gentofte. Arkivfoto: Grete Dahl

FARSØ:Der bliver noget at leve op til for de fire hold 6. klasse-elever fra Farsø Kommune, der i år har meldt sig til bibliotekernes landsdækkende quiz ”Smart-Parat-Svar”. Sidste år gik holdet fra Ullits Skole nemlig videre helt til finalen i Gentofte, hvor de sluttede på en delt 3. plads. Lokalt er det Farsø Bibliotek, der står for den indledende runde i quizzen. Det foregår 29. september i Thit Salen i Dronning Ingrid Hallerne. De fire hold, der skal dyste denne dag, er ”Dengserne” fra Ullits Skole, ”Power Brains” fra Farsø Skole, ”Team Einstein” fra Strandby Skole og ”De Vilde Vildsvin” fra Farsø Skole. - Så håber vi, at alle klassekammeraterne får lov til at deltage som publikum og heppekor denne dag, hvor vi skal have fundet Farsø Kommunes vinderhold, der går videre til regionsrunden i Aalborg senere på efteråret, siger børnebibliotekar Karin Bacher. Sidste år deltog flere end 560 klasser i den landsdækkende læsequiz. Ud over æren fik vinderholdet en tur for hele klassen til Berlin. Ideen med ”Smart-Parat-Svar” er, at det skal fremstå som smart og sejt blandt de unge at læse bøger og vide noget. Litteraturen er grundlaget for quizzen. Det gælder både skøn- og faglitteratur, men også tegneserier, spil og internettet. Sidste år kunne eleverne for eksempel møde spørgsmål inden for kategorier som Harry Potter, Ringenes Herre, Andeby, De Små Synger, H. C. Andersen, klassikere, Starwars, brugsanvisninger, rim og remser. I år vil der være mindst lige så mange spændende kategorier.