Nye aktiviteter i kulturcentret

Skolevæsen 14. januar 2003 07:00

ØLAND: I aften starter Øland/Langeslund Skoles kulturcenter efter ferien, og der er mulighed for at melde sig til undervisning i edb, smykkefremstilling eller knivfremstilling. Edb er et kursus, som startede i efteråret, og nu skal deltagerne i gang med at bruge internettet. Samtidig kan begyndere dog hoppe på kurset i aften. Der er et par ledige pladser ved maskinerne. Instruktør er Anne-Dorthe Christensen, Øland. Kurset i fremstilling af sølvsmykker ledes af Erik Graversen, Øland, og her er mulighed for at aftale en anden ugedag end tirsdag. Kurset i jagtknive er torsdag, med Peter Christensen, Sulsted, som instruktør. Tirsdag aften er ellers den ugedag, hvor der er åbent for aktiviteter på hele skolen, og alle lokaler står til rådighed, oplyser skoleinspektør Hans Rask. Det betyder, at man for eksempel kan fremstille træting i sløjdlokalerne, hvortil kulturcenteret kan skaffe en snedker og tømrer som instruktør, eller spille badminton i gymnastiksalen. Før jul var der også gang i blomsterbindingshold og kortspil. Gruppen bag kulturcenteret er åben over for nye ideer til aktiviteter, og alle aldersklasser er velkomne. I februar mødes folk fra hele skoledistriktet til fællesspisning på skolen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...