Nye anbefalinger: Børn kan lege med flere venner ad gangen

Sundhedsstyrelsen trækker sine anbefalinger om legeaftaler tilbage, så børn igen kan lege med flere.

Sundhedsstyrelsen vurderer nu, at det er forsvarligt at børn leger med flere venner ad gangen. 
Billede fra Tårnlegepladsen i Fælledparken. (Arkivfoto)

Sundhedsstyrelsen vurderer nu, at det er forsvarligt at børn leger med flere venner ad gangen. Billede fra Tårnlegepladsen i Fælledparken. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Sundhedsstyrelsens dropper sine anbefalinger om, at børn maksimalt bør lege med én eller to andre børn.

Det skriver DR Nyheder.

- Vi har valgt at gå væk fra de her strenge krav til, hvem man må lege med, og hvor mange man vil lege med, og at man heller ikke må have soveaftaler, siger Maria Koch Aabel, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, til DR.

Maria Koch Abel pointerer, at det fortsat er vigtigt at have god håndhygiejne og at holde en vis afstand, når børn leger sammen.

- Du må godt lege med lidt flere venner ad gangen, og du må også godt lave en soveaftale. Man skal stadig helst lege udenfor, men man også gerne gøre det indenfor, hvis man for eksempel skal spille computer.

- Men så arranger det lige sådan, at I bruger hver jeres tastatur eller mus, siger Maria Koch Aabel til DR.

Inden Sundhedsstyrelsen kom med sine første anbefalinger om legeaftaler tilbage i marts, blev der skabt en del forvirring, da Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut kom med forskellige meldinger.

Fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, lød det, at "raske børn kan lege med raske børn", mens Kåre Mølbak, lægefaglig direktør i Statens Serum Institut, mente, at legeaftaler skulle aflyses.

Den 20. marts kom Sundhedsstyrelsens så med retningslinjer der lød, at så få raske børn som muligt kunne lege sammen i kort tid ad gangen.

Smittetrykket, der også kaldes reproduktionstallet, er faldet de sidste uger, selv om samfundet er åbnet mere.

Smittetrykket ligger ifølge de seneste beregninger fra Statens Serum Institut i øjeblikket på 0,7. Det betyder, at en coronasmittet person i gennemsnit smitter 0,7 andre.

Det betyder altså, at spredningen af smitte i øjeblikket er faldende.

Det faldende smittetryk har også haft betydning for, at Sundhedsstyrelsen søndag ændrede anbefalingen om, at holde to meters afstand. Den gældende anbefaling lyde nu, at det i de fleste tilfælde er nok at holde én meters afstand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.