Nye arbejdspladser er kommet

530 nye arbejdspladser siden 1993, mens 144 job samtidig er forsvundet i området

VESTVENDSYSSEL:Der er kommet 530 nye arbejdspladser til Hirtshals og Sindal kommuner, mens Hjørring og Løkken-Vrå kommuner har mistet 144 jobs inden for de senere år. Det viser tal fra Danmarks Statistik for perioden fra 1993 og frem til 2002. Mens der i Hirtshals kommune for 11 år siden var 6832 arbejdspladser, voksede det tal til 7204 i årene frem til 2002. Dermed står Hirtshals alene for 372 af de nye arbejdspladser i det vestvendsysselske område. Sindals andel af arbejdspladser steg i samme periode fra 2907 til 3065, mens Hjørring samtidig gik fra at have 19.131 arbejdspladser til 19.030. I Løkken-Vrå kommune mistede man 43 arbejdspladser fra 1993 til 2002 og antallet faldt til 3621. Samlet set giver det en tilgang af arbejdspladser i de fire kommuner på 386. - Selvfølgelig glæder vi os over de positive tal, der kommer af øget aktivitet på havnen og af at eksisterende virksomheder har udvidet, men jeg frygter, at tallet for 2004 vil vise noget anderledes, da krisen i fiskeriet for alvor vil slå igennem, siger formanden for Hirtshals Erhvervsråd, Viggo Bilde. Han håber på, at den seneste tids positive udvikling inden for bl.a. fiskeeksport og forædlingsindustrien vil fortsætte og betyde yderligere fremgang i beskæftigelsen. I Sindal peger erhvervschef Peer Ladehoff på, at der i Sindal Kommuner er mange små virksomheder i forhold til eksempelvis Hjørring, og der er især håndværksvirksomheder, der har set dagens lys, men også en del på serviceområdet. - Udviklingen skyldes mange iværksættere - vi havde 28 sidste år - som vi her fra kontoret giver basisrådgivning eller sender videre til specialister, siger erhvervschefen. Hjørrings udviklingschef Rune Larsson glæder sig ikke over tallene, men trøster sig med, at situationen trods alt ikke er værre i en tid, hvor industriarbejdspladser flytter til udlandet. Mange industriarbejdspladser er tabt i Hjørring. team