Nye arbejdspladser i Brønderslev

Der bliver fem nye arbejdspladser i Brønderslev.

Esben Heine
De tre bag Brønderslev Elektro, Claus Borup Nielsen, Morten Frølund Petersen og Lars Sanderhoff. Foto: Kurt Bering
Arbejdspladser 23. December 2011 13:53

Brønderslev Elektro A/S har købt Stenhøj Nordjylland af H.M Linnet og dermed overtaget forhandlingen, samt salg og service af Stenhøj kompressorer, og service af Stenhøj lifte i det nordlige Jylland efter Stenhøj Nordjylland. Stenhøj Nordjylland har hidtil haft til huse hos H.M. Linnet i Storvorde, men Henrik Linnet har ønsket at indgå i et generationsskifte. - Vi var interesseret i at udbygge vort forretningsområde med beslægtede opgaver, fortæller direktør Lars Sanderhoff fra Brønderslev Elektro A/S. Brønderslev Elektro overtager medarbejdere, maskinpark med mere efter firmaet, der har eksisteret siden 1969. - Vi skal tømme bygningerne i Storvorde inden 1. februar, således får de nye medarbejdere base på adressen hos Brønderslev Elektro. I forbindelse med ændringerne er Morten Frølund Petersen indtrådt som aktionær. Han har gennem fire år været ansat i Brønderslev Elektro A/S, hvor han har stået for trykluft-afdelingen, Brønderslev Trykluftcenter A/S. Fire af de nye medarbejdere kommer til at indgå i Morten Frølund Pedersens afdeling. - Med overtagelsen af forhandlingen af Stenhøj-produkter, udbygges strategien med totalløsninger til også at omfatte service på lifte, således at vi nu kan lave totalløsninger for vore kunder indenfor for bl.a. salg, service og reparation af el-motorer, nødstrøms- og vindmøllegeneratorer, auto-elektro, lifte, kompressorer, kraneftersyn, håndværktøj m.m. fortæller Morten Frølund Pedersen. Brønderslev Elektro kan føres tilbage til 1950'erne, hvor Vagn Nielsen etablerede virksomheden i Anneksgade. Senere flyttede virksomheden til Vestergade. Siden 1970 har virksomheden været placeret på Ø. Kærvej. Der er senest sket en udvidelse, idet der er etableret en afdeling i Aalborg under navnet Aalborg Elektro. Side 1999 har Claus Borup Nielsen og Lars Sanderhoff været aktionærer, men nu er Morten Frølund Petersen blevet medejer. Lars Sanderhoff er ejer af 50 procent, mens Claus Borup Nielsen tegner sig for 20 procent og Morten Frølund Petersen med 30. I dag er der ca. 2000 kvadratmeter produktion foruden kontor og lager fordelt på fire fysiske lokationer i henholdsvis Aalborg og Brønderslev. Der er fire selskaber i koncernen - Brønderslev Trykluftcenter, Brønderslev Elektro, Aalborg Elektro samt Stenhøj Nordjylland Lars Sanderhoff drømmer om på et tidspunkt at samle de tre lokationer i Brønderslev under ét tag samtidig med at afdelingen i Aalborg fastholdes.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...