Nye badminton-sejre

Norge 1. april 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: 19 seniorspillere fra badmintonsammenslutningen Skagen og Frederikshavn, VEB, deltog i weekenden i CB Cup i norske Kristiansand. - Det er et stævne for seniorspillere fra Danmark og Norge med kun én række, hvor der spilles i alle fem kategorier i en standard som en dansk mesterrække. Turneringen er bygget op omkring pengepræmier i alle rækker, og derfor er den attraktiv for mange danske spillere trods det sene tidspunkt på året for en turnering, fortæller træneren for VEB, skagboen Jan R. Jensen. Spillerne brugte turneringen som både afslutning på en fantastisk sæson samt til at udbygge det sociale element mellem Skagen og Frederikshavn, samt naturligvis også for at nå langt i selve turneringen. - Resultaterne taler da også deres tydelige sprog. Vore spillere fulgte de tidligere gode resultater i denne sæson op med nok en fantastisk afslutning. Vi prægede stort set alle rækker med undtagelse af herresingle. Vi var repræsenteret i alle øvrige fire finaler og vandt de tre, fortæller Jan R. Jensen. Finalen i damesingle stod mellem Lotte Vestergård og Mia Dyhr med førstnævnte som vinder med cifrene 8/11-11/5 og 11/1. Finalen i damedouble blev aldrig spillet færdig på grund af en skade. Mille Pjedsted og Mia Dyhr vandt første sæt 13/10, og ved stillingen 4/6 i andet sæt, vred Mia Dyhr over på en fod og måtte opgive at spille videre. Finalens vindere blev dermed Lotte Vestergård og Camilla Andersen. Quinten Van Dalm og Anders Jensen vandt finalen i herredouble over Rune Dyhr og Rasmus Øris med cifrene 15/9 og 15/10. I finalen i mixeddouble tabte Lotte Vestergård og Rune Dyhr 11/6 - 6/11 og 5/11 til Martin Delfs og Birgitte Nielsen fra Greve. Lotte Vestergård og Rune Dyhr vandt i semifinalen 11/2 og 11/6 over Paw Juhl og Mille Pjedsted. - Man må sige, at vi i Skagen og Frederikshavn har fået sat et stort, flot punktum på en fremragende sæson. Nu har spillerne fortjent en lille ferie, inden vi indleder opbygningen på nok en sæson. Den tegner meget spændende, når vi skal begynde i landets bedste række, 1. division, efter sommerferien, siger en tilfreds træner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...