Nye biler til hjemmeplejen

Medarbejderne testede bilerne inden valget

Socialforsorg 25. februar 2003 07:00

LØGSTØR: Brugerne var medbestemmende, da Løgstør Kommune valgte Toyota Yaris Verso Van med 1,4 l dieselmotor som det nye køretøj til hjemmeplejen. 35-40 ansatte skiftes til at bruge de seks nye køretøjer, der besøger mellem 500 og 550 husstande om året. Autoforhandler Per Hannesbo, Toyota Han Herred og Himmerland Biler A/S, afleverede i går seks sølvfarvede biler til kommunen repræsenteret af borgmester Jens Lauritzen (V), beredskabschef Jørgen Hansen, visitationssygeplejerske Jette Nielsen og næstformand i socialudvalget Bjarne Nielsen (A). - Vi havde flere køretøjer til test, og jeg faldt personligt for den nye Toyota. Den var for mig den bedste til brug i arbejdet, hvor jeg mange gange om dagen skal ind i og ud af bilen, fortæller sygeplejerske Else Vadsholt, Overlade. Hun har siden 1982 været ansat hos hos hjemmeplejen i Løgstør Kommune. Hun roser den nye bil for gode køreegenskaber, et godt overblik over instrumenterne, godt udsyn bagud og til siderne og god plads i lastrummet. De seks nye biler skal, sammen med en lidt større Toyota Sportsvan leveret i november med primære opgaver i forbindelse med madudbringning fra kommunekøkkenet på Plejehjemmet Bøgely, sørge for transport af sygeplejersker, hjemmehjælpere og assistenter ud til de mange hjemmeboende borgere, der har behov for et dagligt besøg. Om dagen kører sygeplejerskerne alene i hver sin bil. På en sådan vagt køres normalt 50-80 km, og der besøges gerne 15 borgere. Om aftenen til kl. 23 overtages bilerne af hjemmehjælperne, mens en enkelt sygeplejerske sammen med en hjemmehjælper i den lidt større Toyota Sportsvan klarer nattevagten, der ofte kan betyde op til 140 km's kørsel. De nye biler er leaset for fire år på en kontrakt, der har en værdi på ca. 1,2 mio. kroner. Løgstør Kommune har siden 1992 haft hjemmeplejen kørende i biler fra Toyota, og det glæder Per Hannesbo. - Vi har fundet en god samarbejdspartner i Løgstør Kommune. Vi har også overtaget servicearbejdet på bilerne, og så er det en god reklame for os at have de mange biiler rullende på vejene. Firmaet, der har ud over Løgstyør også har afdelinger i Halvrimmen og Års har også leaset biler til Fjerritslev Kommune. Løgstør Kommune har krævet, at der kan stilles en erstatningsbil til rådighed, hvis en af de nye biler kommer ud af drift i en periode. - Vi lagde vægt på fire forskellige kriterier, da vil skulle vælge de nye biler. Vi havde opsat nogle generelle krav, kiggede på service og vedligeholdelse, pris og medarbejdernes indstilling, fortæller beredskabschef Jørgen Hansen. De enkelte køretøjer fik point fra de fire områder, og højest scorende blev den valgte Toyota Yaris foran Opel Zafira Van og Toyota Sportsvan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...