Biblioteker

Nye bøger er e-bøger

Biblioteket kan nu tilbyde udlån af nye titler - men kun digitalt. Se hvad du blandt andet kan låne til din smartphone

På en smartphone kan du læse de nyeste bøger. Og du kan låne dem på biblioteket. Foto: Niels Meredin.

På en smartphone kan du læse de nyeste bøger. Og du kan låne dem på biblioteket. Foto: Niels Meredin.

Bøger som den ny biografi om Apple-stifteren Steve Jobs eller Peter Øvig Knudsens første bind om den danske hippietid kan kun skaffes i boghandlerne. Og dog. For selv om Aalborg Bibliotekerne endnu ikke kan tilbyde bøgerne i fysisk form, så findes de som udlån på den ny digitale service eReolen.dk. E-bøgerne har fået en helt ny og opdateret platform med bidrag fra 53 forlag. Deriblandt Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, og indtil videre er der lagt 1.500 bøger på eReolen.dk. Reuter og Egholm er digitale Den digitale reol byder på den hidtil største samling af af fag- og skønlitteratur og en del danske titler. I krimiafdelingen kan der eksempelvis lånes bøger af Bjarne Reuter, Elsebeth Egholm og Gretelise Holm. - Vi har ikke noget overblik over det præcise antal titler, men vi ved, at der løbende vil komme flere til, efterhånden som forlagene lægger flere titler ind, forklarer bibliotekar Frank Helenius. For biblioteket handler det om at kunne tilbyde lånerne læseoplevelser, som passer til en digital hverdag, hvor bøgerne ikke nødvendigvis er trykt på papir men også kan læses på en lille skærm. Højst fem titler pr. måned Hidtil har forlagene været tilbageholdende over for digitalt udlån. - Forlagene har kørt med meget høje priser, og i dag er det svært for boghandlerne at holde gang i salget af en bog mere end et år. Derfor søger forlagene nu bredere ud til bibliotekerne for også at få indtægter på udlån, forklarer bibliotekar Vita Andersen. Det koster biblioteket 15-18 kr. at udlåne en e-bog, og lånerne kan maksimalt låne fem titler om måneden. Lånet udløber efter 30 dage, men man skal ikke bekymre sig om aflevering. Licensen ophører automatisk, og derfor er der ingen risiko for bøder. En anden fordel ved e-bøgerne er, at der ikke er nogen ventetid. Bøgerne kan læses på computer, iPad og andre tavlecomputere samt smartphone. Men de egner sig bedst til ebogslæsere. Har man ikke selv en iPad eller smartphone, tilbyder Hovedbiblioteket i Aalborg udlån af en ebogslæser.