Politik

Nye Borgerlige vil forsøge at gøre finansminister borgerlig

Nye Borgerlige forventer ikke at være med i en finanslov, men vil alligevel komme med idéer til regeringen.

Finansordfører i Nye Borgerlige Lars Boje Mathisen ankommer til sættemødet om finansloven i Finansministeriet.

Finansordfører i Nye Borgerlige Lars Boje Mathisen ankommer til sættemødet om finansloven i Finansministeriet.

KØBENHAVN:Som repræsentant for Nye Borgerlige møder finansordfører Lars Boje Mathiesen i Finansministeriet til såkaldt sættemøde med finansminister Nicolai Wammen (S).

Finansordføreren fra det borgerlige parti har dog ingen forventning om, at Nye Borgerlige vil lægge stemmer til S-regeringens første finanslov.

- Jeg forventer ikke, at vi kommer med i en finanslov - det tror jeg ikke, at nogle af de borgerlige partier gør - men jeg håber på, at vi kan konkretisere, at der er steder, hvor vi kan bruge pengene mere fornuftigt, siger han.

Det er Nye Borgerliges første periode i Folketinget, og det er dermed også første gang, at partiet skal til sættemøde i forbindelse med en finanslov.

Spørgsmål: Skal Nye borgerlige til flere møder med finansministeren, eller bliver det bare det her ene?

- Det må vi tage om en halv time, og så må vi se, om han (finansministeren, red.) er blevet borgerlig på den tid, siger Lars Boje Mathiesen.

- Jeg er også realistisk. Det her er den første finanslov, og der er en stor sandsynlighed for at den bliver lavet sammen med venstrefløjen, siger han.

Efter mødet, som varede i omtrent en halv time, fortæller Lars Boje Matheisen, at han opfordrede finansministeren til at lytte til statsminister Mette Frederiksen (S).

I sin tale i forbindelse med Folketingets åbning forrige tirsdag lød det nemlig fra Mette Frederiksen, at regeringen ville gøre op med det bureaukrati, som hun mener præger den offentlige sektor.

Den holdning kan Nye Borgerlige tilslutte sig.

- Jeg spillede det ind, at jeg synes, at man skal lytte til statsministeren og gøre op med pseudoarbejdet. Og når statsministeren siger, at løsningen ikke er at putte flere midler i den offentlige sektor, så synes jeg, at man skal lytte til det, siger Lars Boje Mathiesen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst