Lokalpolitik

Nye butikker i nord og syd

FREDERIKSHAVN:Plan- og miljøudvalget har godkendt en ny lokalplan for Skagensvej 101, hvor der nu er antik- og genbrugsmarked. Lokalplanen giver mulighed for at bygge en ny detailhandelsbutik på 1000 kvadratmeter. Lene Østergaard, DK-Benzin på Gl. Skagensvej, har protesteret, fordi øget trafik til den ny butik kan give gener på Gl. Skagensvej og samtidig øger konkurrencen om detailsalget i området. Indsigelsen har ikke ført til ændringer af lokalplanen. En indsigelse fra fagforeningen FOA, der ligger nabo til lokalplanområdet, har ført til indføjelse af bestemmelser om beplantning mellem de to ejendomme for at forebygge, at butikskunderne parkerer på fagforeningens grund. Plan- og miljøudvalget har samtidig besluttet at sende en lokalplan for en ny detailbutik ved Gærumvej over for Rema 1000 ud i offentlig høring. Skitsetegningen i lokalplanforslaget viser en butik, der er omtrent magen til den ved Gl. Skagensvej.