Lokalpolitik

Nye byggegrunde på Nejstgården

TORNBY: Det går strygende med salget af grunde på Nejstgården i Tornby. 11 af de 12 udstykkede grunde er solgt, og derfor vil Hirtshals Kommune nu sætte gang i 2. etape. Økonomiudvalget har anbefalet byrådet, at der sættes yderligere 12 grunde til salg i området. - Det er vigtigt for bosætningen i kommunen, at vi hele tiden har attraktive grunde til salg, siger borgmester Knud Størup (UP). Når byrådet har givet sin accept vil kommunen i løbet af kort tid gå i gang med at byggemodne de 12 parcelgrunde. Derfor skal der gives en byggekredit på 5 mio. kr. til arbejdet, men pengene kommer ind i takt med at grundene bliver solgt. stef