Nye byggetrends giver færre ulykker

København, søndag Af Thomas Helsborg, Ritzaus Bureau Det startede som et forsøg på at opføre nye bygninger bedre, hurtigere og billigere. Et nyt byggekoncept har imidlertid vist sig at have en meget positiv bivirkning. De nye metoder har gjort byggepladserne til et mindre farligt sted at arbejde for de ansatte, og det giver løfter om, at det kan lade sig gøre at nedbringe de mange alvorlige arbejdsulykker i branchen. Konceptet stammer fra England og USA og går i al sin enkelthed ud på, at ingeniører, byggeledere og håndværkere aktivt deltager i tilrettelæggelsen af byggeriet fra tegnebord, til sidste mursten er lagt. Samtidig får hver enkelt medarbejder en kontant bonus, hvis sjakket overholder tidsplanen og undgår arbejdsulykker. DR-byen i Ørestaden er det første rigtig store byggeri i Danmark, der benytter sig af det nye koncept, og de foreløbige erfaringer lover godt. Efter et halvt års arbejde er man foran tidsplanen, og der har endnu ikke været så meget som en eneste arbejdsulykke. De gode resultater vækker begejstring hos både arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri og BAT, der er paraplyorganisation for fagforeningerne i byggebranchen. Begge efterlyser endnu flere nye byggerier, der tager udgangspunkt i de nye byggetrends, hvor sikkerhed og effektivitet går hånd i hånd. - På rigtig mange måder kan man sige, at det er idégrundlag for et mønsterbyggeri. Vi så gerne, at staten kopierede koncepterne fra DR-byen og lavede det til en ny statslig byggepolitik, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT. Nøgleordene i byggekoncepterne "partnering" og "trimmet byggeri" er samarbejde, dialog og koordinering af arbejdsopgaverne. Det lyder banalt, men ikke desto mindre er god planlægning og organisering et kvantespring for byggebranchen, mener Gunde Odgaard. - Jeg tror, den byggemodel vinder mere og mere frem, fordi det viser sig, at byggeriet simpelthen bliver bedre og billigere. Man tilrettelægger arbejdet, så man har de rigtige folk i den rigtige rækkefølge, og de rigtige materialer på det rigtige tidspunkt. Det lyder banalt, men det har åbenbart været vanskeligt tidligere. Det betyder også, at folk ikke går i vejen for hinanden, så antallet af ulykker minimeres. Der ligger ikke ting og flyder, og man tager ansvar for hinanden, siger Gunde Odgaard. Også direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri spår, at branchen fremover vil se langt mere til byggekoncepterne, som er med til at fjerne de "dumme" arbejdsulykker. - De fleste ulykker skyldes normalt andre folks ubetænksomhed. Nogle piller måske et stillads ned for at kunne komme bedre til, og så glemmer de at sætte det op igen, inden nogle andre kommer forbi og falder ned. Men nu arbejder man mere sammen og har en dialog på tværs af grupperne, og så bliver arbejdet både mere effektivt og mere sikkert, siger Michael H. Nielsen. Han tilføjer, at den øgede sikkerhed ikke alene skyldes de nye byggetrends, men også at der generelt er kommet et ledelsesmæssigt større fokus på sikkerheden. - Jeg møder mange direktører fra de store entreprenørfirmaer, der simpelthen ikke vil have ulykker. Og underentreprenører, som ikke kan finde ud af at lave et godt arbejdsmiljø, får ikke længere lov til at komme med på opgaverne, siger Michael H. Nielsen. Forsker Pete Kines fra Arbejdsmiljøinstituttet (AMI) er enig i, at de store virksomheders indsats højner sikkerheden. Men i samme åndedrag minder han om, at 93 procent af byggebranchens virksomheder er små firmaer med under 10 ansatte. Og her går det mere trægt med udviklingen af arbejdsmiljøet. Han står selv bag en rapport, der dokumenterer, at risikoen for alvorlige ulykker stiger, jo mindre en virksomhed er. Ansatte i virksomheder med fire eller færre medarbejdere har allerstørst risiko for at blive ramt af en alvorlig arbejdsulykke. En af forklaringerne er, at de helt små firmaer hverken har sikkerhedsrepræsentanter eller ressourcer til at forbedre arbejdsmiljøet. Men de nye byggetrends vil på længere sigt kunne skabe bedre sikkerhed på de helt små byggepladser, mener han. - De store firmaer baner vejen for holdningen til sikkerhed. Og hvis der er en større accept af, at sikkerhed er noget, man skal tage alvorligt, så vil det smitte af på de mindre virksomheder. Men der er meget få store virksomheder, så det vil tage lang tid, siger Pete Kines. /ritzau/