Coronavirus

For første gang er der over 2000 smittede på et døgn

Der er registreret yderligere 2046 coronatilfælde i Danmark. Antallet af indlagte stiger med 26 til 328.

Der er mandag blevet præsenteret flere nye tiltag for at bremse coronasmitten.

Der er mandag blevet præsenteret flere nye tiltag for at bremse coronasmitten.

KØBENHAVN:Der er registreret yderligere 2046 coronatilfælde i Danmark. Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag.

Smittetilfældene er fundet i 78.626 prøver. Det svarer til, at 2,60 procent af dem har været positive for covid-19.

Det er det højeste, der er målt i efteråret og over vinteren.

På pressemødet oplyses det også, at kontakttallet er steget til 1,2, og smitten er derfor stigende.

Det betyder, at 10 smittede i gennemsnit giver smitten videre til 12 personer. Sidste uge var kontakttallet beregnet til 1,1.

Lørdag blev der registreret 2115 coronatilfælde. Det var dog over en periode, der var længere end 24 timer.

Dagens smittetal tyder ifølge Svend Ellermann-Eriksen, ledende overlæge på Mikrobiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, på, at smitten fortsat ikke er under kontrol.

- Tallene har den seneste tid været stigende, og de ser fortsat ud til at være stigende, vurderer han.

Der testes langt flere nu, end det var tilfældet i foråret. Derfor findes der også flere smittede uden symptomer.

Tidligere har Statens Serum Institut (SSI) vurderet, at der ville have været op mod 3000 daglige smittede, hvis der var blevet testet 70.000.

Mandag lyder det dog fra SSI, at der kan blive fundet 4000 daglige smittede inden jul, hvis smittespredningen fortsætter som nu.

Der er blevet indlagt yderligere 64 personer smittet med covid-19. Antallet af indlagte stiger dog blot med 26 til 328 personer. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser.

Af de indlagte ligger 43 på intensivafdelinger, og 29 af dem har brug for en respirator til at trække vejret. Søndag var tallene henholdsvis 42 og 26.

- Halvdelen af de indlagte er over 70 år, fortæller Heunicke på pressemødet.

- Vi forventer et stigende antal indlagte den kommende tid. Det vil formentlig runde 400 den kommende uge, lyder det.

Svend Ellermann-Eriksen peger på, at det vil betyde, at grænsen på hospitalerne er ved at være nået.

- Hvis vi skal fortsætte nogenlunde fornuftigt med anden aktivitet, er det ved at være maksimumgrænsen, siger han.

Antallet af indlagte coronapatienter toppede i starten af april, hvor der var flere end 500 indlagte med covid-19.

Der er sket yderligere ni dødsfald blandt personer smittet med covid-19. I alt er 894 coronaramte i Danmark døde under epidemien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden