Nørresundby

Nye ejere af fiskesø ved tilfældighed

GØTTRUP:De har julelys i øjnene ved tanken om huset på kanten af fiskesøen i Gøttrup, Margit Poulsen og Henning Jakobsen. Lige nu er det lidt nyt og kaotisk det hele, men drømmen er sat på skinner for de nye ejere af Gøttrup Fiskepark. De blev ejere af den 20 år gamle fiskepark ved lidt af en tilfældighed, da Henning, der er lystfisker, en dag kom forbi og for sjov sagde, at med den pris på et dagkort kunne han lige så godt købe hele søen. Det var kun et ord, og efter to dages betænkningstid sagde han og Margit ja til at overtage hele herligheden. - Vi er 54 og 59 år, og vi har nået et punkt i vores liv, hvor vi vil lave det, vi har lyst til, fortæller Margit Poulsen, der er fra Sæby og senest har arbejdet i butik. Henning har været smed i mange år, men er nu førtidspensionist på grund af ryggen. Han har et hus i Nørresundby, han skal have solgt, mens Margit har solgt sit i Sæby. - Nu skal vi i gang med at bygge huset her om til helårsbolig, og det glæder vi os rigtig meget til, siger hun. Imens kører en firhjulstrækker med trailer og fiskecontainer fra Lerkenfelt Dambrug ned til søen og sætter 250 kg ørreder ud. I forvejen er der et ton fisk i søen, har den tidligere ejer, Jan Middelboe, anslået. Sæsonens første lystfiskere har så småt indfundet sig, og det er især tyskerne, der er hurtige til at finde frem til fiskeparken. - Der har vi et problem, for vi er ikke gode til tysk. Vi er vist nødt til at komme på et kursus, griner Margit Poulsen.