EMNER

Nye ejere på hundepension

HJØRRING:I 28 år har Jørgen Olsen haft Hjørring Hundepension på Ringvejen lidt nord for Hjørring. Nu har han solgt på grund af sygdom. Den nye ejer hedder Peter Bæk, der bor i Hirtshals. Han er selv hundemand og kender til opdræt. Den 1. oktober overtager han bedriften, hvor der er plads til 30 hunde. Før Jørgen Olsen kom til, var der også hundepension på stedet, så i rigtig mange år har der lydt hundeglam fra burene, der ligger tæt op ad vejen mellem Hjørring og Bjergby. Jørgen Olsen, 76 år, blev syg sidste år. Han blev opereret for strubekræft om sommeren, og alt gik som det skulle. Egentlig skulle han være glad, for han blev erklæret rask. Men mærkeligt nok fik han det psykisk dårligt, og Jørgen Olsen lægger ikke skjul på, at det kniber meget med humøret: - Inderst inde er jeg glad, men jeg har svært ved at vise det, siger han, der også er blevet meget besværet af ikke at kunne få luft. Kræfterne er det meget småt med, så i de sidste måneder har han kunnet køre hundepensionen videre ved venner og bekendtes hjælp. For er måned siden blev hundepensionen sat til salg, og i løbet af få dage havde 47-årige Peter Bæk købt ejendommen. For Jørgen Olsen har det været en svær tid, ikke mindst efter at han ikke kunne komme ud til hundene, som har været hans halve liv: - Selvfølgelig bliver det et savn, siger han fra køkkenbænken, men det bliver også et savn at undvære kontakten med kunderne! Da han for tre år siden holdt 25 års jubilæum fortalte han, at han havde haft flere forespørgsler om køb af hundepensionen. Dengang sagde han: - Jeg vil blive 106 år, så der er tid endnu. Det sagde han med et stort smil. Nu er smilet næsten forsvundet. Han er skrevet op til en plads på plejehjemmet Vellingshøjcentret, så måske om et par uger har han forladt ejendommen, der har været kendt for at flage med Vendelbrog.