EMNER

Nye ejere på Løkkens Vejkro

Ungt par med mange års erfaring overtager stedet

RUBJERG:Løkkens Vejkro i Rubjerg har fået ny ejere. Det er Inger Marie Strandli og Brian Skøttrup. De har overtaget kroen efter Eva og Berg Risager fra Hjørring, der har drevet stedet i halvandet år. - Vi vil drive Løkkens Vejkro videre i samme ånd som hidtil, fortæller Brian Skøttrup. Vi satser på selskaber, ligesom vi vil drive a la carte restaurant. Brian Skøttrup siger, at kroens placering betyder, at der kommer mange gæster om sommeren, men han vil forsøge også at trække folk til uden for højsæsonen. Parret er for tiden i gang med en større modernisering, og slår dørene op tirsdag 6. maj. Der skal blandt andet laves helt nye toiletter, ligesom selskabslokalerne skal moderniseres. De nye ejere, der begge er 26 år, har flere års erfaring med restaurationsdrift. Brian Skøttrup har sejlet i halvandet år med DFDS København-Oslo. Senere var han på Hotel Baltica i Høruphav på Als. Inger Marie Strandli har været på Hotel Phønix i Hjørring, og siden i tre et halvt år været køkkenchef på Ballebro Færgekro.