Skolevæsen

Nye elever må skifte skole

SKAGEN KOMMUNE: En række forældre til kommende skole-elever tilmeldt Ankermedets Skole vil blive spurgt, om de vil lade deres børn begynde i en anden skole. - Vi er nu færdige med at få indskrevet elever til det kommende skoleår, og for at vi kan få omtrent lige store klasser, vil vi bede nogle forældre overveje at lade deres børn skifte skole, inden de begynder i skole, forklarer formanden for børne- og kulturudvalget, Karsten Hemmingsen (V). Der er størst søgning til Ankermedets Skole, hvor der er tilmeldt 52 elever til to børnehaveklasser. Næsteflest er der til Hedeboskolen med 41 elever, mens der er indskrevet 14 elever til såvel Kappelborgskolen som Aalbæk Skoles kommende børnehaveklasse. Der mangler i alt svar fra 15 elever. - 52 elever på Ankermedets Skole giver to klasser med 26 elever i hver, og det synes vi er lige i overkanten. Kan vi få bare fire til at flytte til Kappelborgskolen, vil vi få gode klassestørrelser begge steder, så det prøver vi nu af frivillighedens vej, siger formanden. Uanset resultatet af forvaltningens anstrengelser er det klart, at der i det kommende skoleår vil være to børnehaveklasser på Ankermedets Skole og på Hedeboskolen samt en enkelt børnehaveklasse på Kappelborgskolen og Aalbæk Skole.