Nye erhvervsgrunde i Mou

Erhvervsrådet foreslår nyt erhvervsområde på 12.000 kvadratmeter

Lokalpolitik 21. september 2004 06:00

MOU: Der er udsolgt af de nuværende erhvervsgrunde i Mou. Derfor har Udviklingsrådet bedt kommunen om, at et nyt område gøres klar til at blive solgt til virksomheder. - Det er for at sikre, at vi har et område klar, hvis der kommer en virksomhed, der er interesseret i at etablere sig i Mou. Ellers ville vi blive nødt til at henvise dem til et andet sted, og det ville være ærgerligt, forklarer Kjeld Kærgaard Jensen, der er erhvervschef i Sejlflod Kommune og medlem af Udviklingsrådet. Udviklingsrådet har selv peget på et ca. 12.000 kvadratmeter stort område ved krydset af Ny Egensevej og Aalborgvej i den nordvestlige del af byen som en mulighed. Området ligger nemlig i forlængelse af det nuværende erhvervsområde. Men lokalplanen må ændres, før der kan bygges på området, og Udviklingsrådet har derfor bedt politikerne i kommunen om at se positivt på rådets forslag til en ny lokalplan. Ifølge Kjeld Kærgaard Jensen vil man vente med at byggemodne grunden, til en eventuel køber har henvendt sig, men det er alligevel vigtigt, at lokalplanen er klar. - Hvis kommunen slet ikke er begyndt at forberede området, så har virksomheden ikke tid til at vente. Derfor er vi kommet med forslaget, siger han. I dag bruges området som landbrugsjord. Hvis lokalplanforslaget bliver godkendt, skal der forhandles med ejeren om købet af området. Teknik- og Miljøudvalget har foreløbig godkendt Udviklingsrådets forslag. Det skal nu til offentlig høring i otte uger, før byrådet skal tage endelig stilling til det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...