Frederikshavn

Nye facetter til spillet

Nu skal der også replikker på den store havnescene

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der bliver for alvor drama på spillet, når der kommer replikker i munden af skuespillerne

FREDERIKSHAVN:Fonden Tordenskiold satser stort til dette års massive spil om året 1717 . For første gang vil man denne sommer lade replikkerne feje hen over scenen og ud og ramperne til publikum - live. Hidtil har det været et indtalt spil, der er blevet mimet til, men for at øge den dramatiske værdi har folkene bag projektet i år valgt at indbyde interesserede skuespillere til at prøve kræfter med i det historiske spil. - Samtidigt har vi valgt at gøre spillet endnu mere interaktivt. Teknikkens muligheder åbner jo for at vi virtuelt kan hente mange forskellige lokaliteter ned på havnen og så spille op til dem fra scenen. - Så i år vil spillet ikke kun være et havneanliggende, siger ideartellerist Jan Michael Madsen, Tordenskioldsdagene. Således vil Ellinggård, Bangsbo Hovedgård, Knivholt og såmænd også Rosenborg Slot og Citadellet i Stavern dukke op som del af den store virtuelle kulisse. Det er historikeren Dan. H. Andersen, der med afsæt i sin biografi "Peter Mandsmod og Kongegunst" har lagt de overordnede linjer for spillet i år - og han er blevet suppleret af Jan Michael Madsen og instruktøren Martin Schwab. På lørdag kaldes der til prøve på skuespilskunsten i Kattegat Silo, hvor planerne for spillet vil blive drøftet. - Vi håber på at rigtig mange vil dukke op - og udfordre sig selv i et kongeligt - og historisk spil, siger Jan Michael Madsen. Og kongen - Frederik IV - skal man ikke satse på at få rollen som. Den er nemlig allerede placeret hos skuespilleren Peter Mygind.