Nye flygtninge på Aktivitel

186 flygtninge er flyttet ind i Asylcenteret på Knivholtvej - de fleste er flygtninge fra Syrien

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:Siden februar i år har Asylcenter Aktivitel stået tomt, men nu er der atter liv i bygningerne på Knivholtvej.

De seneste to uger er 186 flygtninge rykket ind i bygningerne, der oprindeligt blev bygget som et idrætsaktivitetscenter.

Aktivitel har over flere omgange været brugt som flygtningecenter, senest i et år fra februar 2013 til februar 2014.

- Siden centeret lukkede i februar i år har Udlændingestyrelsen bedt os beholde Frederikshavn som beredskabscenter, siger centerleder Torben Gregersen, der driver fire asylcentre for Vesthimmerland Kommune.

Udover Frederikshavn er det centre i Ranum, i Randers og i Skørping i Rebild Kommune.

Flygter fra borgerkrig i Syrien

På Knivholtvej i Frederikshavn er der i alt 316 pladser, og for øjeblikket er her flygtninge fra 14-15 forskellige nationer.

- Langt de fleste er folk, der flygter fra borgerkrigen i Syrien, men der er også flygtninge fra andre krigsplagede lande som Irak, Iran og Afghanistan.

- Syrere udgør omkring en tredjedel af alle de flygtninge, vi for øje har på de fire centre, siger Torben Gregersen.

Samarbejde med kommunen

Leder af asylcenteret i Frederikshavn er Ann Stouby, og flere af de øvrige tidligere ansatte er også involveret denne gang.

- Vi har seks ansatte i Frederikshavn, og derudover har vi et samarbejde med projekt- og arbejdsmarkedscenteret i Frederikshavn Kommune, der står for en række opgaver.

- De leverer voksenundervisning, børneskole og børnehave. Bygningerne er ideelle til formålet. Det er et godt og veldrevet center, og som sidst har vi et fortrinligt samarbejde med Frederikshavn Kommune, siger Torben Gregersen.

Han tør her og nu ikke give noget bud på, om der kommer flere end de 186 flygtninge, som er flyttet ind på Knivholtvej.

- Det afhænger af indrejsetallene, og det er Udlændingestyrelsen, der står for fordelingen af flygtningepladser, siger Torben Gregersen.

Hurtigere sagsbehandling

Da flere asylcentre lukkede først på året, skyldtes det hurtigere sagsbehandling af asylsager og flere hjemsendelser.

Tæt på 100 procent af de asylansøgere, der kommer fra Syrien, får hurtigt asyl og sidder kun kort tid på asylcentrene.

Endelig har Nationalt Udlændinge Center hos Rigspolitiet haft succes med at sende langt flere afviste asylansøgere til deres hjemlande.

I 2013 blev der udsendt 2911 personer mod kun 1315 i 2012. En stigning på næsten 1600.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.