Nye folk i Den Gamle Biograf

Ægtepar fra Tårs overtager den daglige drift 1. april

VRÅ:1. april overtages driften af Den Gamle Biograf af Jens og Liva Tophøj fra Tårs. - Jeg har over en længere periode gået med tankerne om at koncentrere mig om andre projekter, og er meget glad for, at jeg nu har fundet nogle forpagtere, som har den rigtige profil og det rigtige engagement, fortæller Lars Hansen som ejer Den Gamle Biograf - og som ligeledes bor i Tårs. Liva Tophøj er frem til 1. april ansat i kantinen på Vrejlev-Hæstrup skole og vil herefter blive primus motor i Den Gamle Biografs køkken. Jens Tophøj arbejder som pædagog i Hjørring og vilefter behov deltage i de daglige arbejdsopgaver i Den Gamle Biograf. - Vi arbejder på at lave nyt menukort og glæder os til at føre den gode udvikling stedet er inde i videre, fortæller Jens Tophøj. Løverne og Dissing - Efter 1. april vil der blive mulighed for at holde fest i Den Gamle Biograf. Det betyder, at man kan holde en billigere fest ved selv at udføre lidt mere af arbejdet. På denne måde kan man også have egne drikkevarer med. - Vi vil dog holde fast i, at vi laver maden her på stedet, og arbejder meget på, at få forstærket den gren, der hedder Mad ud af Huset, tilføjer Jens Tophøj. De nye ledere vil fortsat invitere kulturlivet indenfor, og de allerede planlagte arrangementer med Povl Dissing og De Gyldne Løver afvikles uændret.