Fodbold

Nye forpagtere til Skoven

HOBRO:Restaurant Skoven skal have nye forpagtere. Efter blot et år har det tidligere forpagterpar fra Ranum, Lone og Frank Møldrup, bedt om at blive løst af deres kontrakt med det anpartsselskab, som ejer restauranten. Det oplyser formanden for selskabet, Carl Johan Voigt Eriksen. - Vi er netop blevet enige om at afslutte forpagtningen, og det er sket i mindelighed og uden et skævt ord, siger han. Bestyrelsen leder nu efter en ny forpagter, som kan drive restauranten videre, og gerne hurtigst muligt. - Vi har fra bestyrelsens side en interesse i, at restauranten bliver drevet som et pænt og nobelt sted for byens borgere, og derfor vil vi nu gerne finde en forpagter, som kan drive det i samme ånd som Max og Harriet Pedersen gjorde, fortsætter Carl Johan Voigt Eriksen. Han skynder sig dog at tilføje, at deri ligger ingen kritik af det forpagter-par, som nu stopper. - De er både flittige og venlige mennesker, men jeg tror, at de har gabt over for meget, så de ikke kunne nå at drive stedet, som vi har ønsket det skulle være, siger han. Max og Harriet Pedersen drev restaurant Skoven i 27 år, og de har stået for utallige familiefester, begravelseskaffe og juleballer i de smukke og historiske lokaler under bøgetræerne i Hobro Østerskov. Og her blev der spist med sølvbestik og kongeligt porcelæn. Restaurant Skoven er ejet af et anpartsselskab, og det er frimurerlogen Mithra Fortuna, som har mere end 90 procent af anparterne. Frimurerlogen har også sine klublokaler på første sal i restauranten. I 1970 flyttede logen, som idag har ca. 60 medlemmer fra hele Mariagerfjord-området, ind i lokalerne i Restaurant Skoven. Lige nu er stedet ved at blive sat i stand, og indtil en ny forpagter er fundet, bliver stedet drevet videre forstået på den måde, at man stadig kan bestille lokaler til kommende fester i Skoven.