Vin

Nye indehavere i vinforretningen efter 33 år

HJØRRING:Det er næsten lige før, at Inger og Steffen Sørensen skulle have hver deres medalje. For på mandag er der skiftedag hos Steffens Vin & Tobak i Østergade, og dermed er mildest talt en epoke slut for forretningsparret. I ikke mindre end 33 år har de to ladet piber, tobakker og alverdens drikke strømme over disken, men nu er det så slut. For parret Mariann Sibbern og Carsten Frederiksen tager nu over. Steffens Vin & Tobak hører under Danmarks største og ældste kæde af vinhandlere, nemlig Skjold Burne, men med overtagelsen skulle ekspertisen dog stadig være sikret, selv om Inger og Steffen ikke længere står bag disken. Mariann Sibbern er f.eks. uddannet som tjener fra Restaurant Copenhagen Corner i 1986, og siden har hun arbejdet på D'Angleterre og restauranterne La Crevette og La Cocotte. Efter en tur til Australien for at plukke vindruer kom hun hjem igen for at begynde som tjener på restaurant Schelsminde i Aalborg. Men arbejdstiderne der passede ikke lige til familielivet, så Mariann overtog Skjold Burne Vinhandel i Fjerritslev i 1993 og har drevet den indtil nu. Hvad angår Carsten Frederiksen har han altid interesseret sig for vin og spiritus, hvor han har opnået en del erfaring med bl.a. whisky og cognac. Han vil derfor lave et smagelokale i forretningen efter overtagelsen, der udover den stærkere spiritus også vil byde på et bredt udvalg af verdens vine. Det nye forretningspar vil videreføre Inger og Steffen Sørensens gamle traditioner med f.eks. månedens vin, jagtvinen og julevinene. Og derudover vil de fortsætte på forretningskædens vinskole for stadig at dygtiggøre sig. I forbindelse med overtagelsen vil der næste lørdag eftermiddag 6. august blive holdt en reception, hvor Inger og Steffen tager afsked, og de nye indehavere byder velkommen.