PFA bygger nyt kollegie i Aalborg
Senest i 2022 vil nyt kollegie med plads til ca. 200 studerende stå færdigt
Opdateret kl. 08:21
AALBORG: Danmarks største pensionsselskab PFA Pension vil opføre et nyt, stort kollegie i Aalborg til ca. 200 studerende. Navnet bliver ’PFA Kollegiet Aalborg’, og det vil stå færdigt senest i 2022. Med kollegiet ønsker PFA at skabe optimale rammer for læring, fællesskab og bæredygtighed for de studerende i Aalborg.
PFA, der i år fejrer sit 100-års jubilæum, vil i anledning af jubilæet bygge et helt nyt kollegie til de studerende i Aalborg. PFA er allerede godt i gang med at finde en attraktiv grund til byggeriet, og ambitionen er at bygge et moderne og nyskabende kollegie, der vil stå færdigt senest i 2022. Kollegiet forventes at give plads til ca. 200 studerende.
- Aalborg har udviklet sig til at blive en af Danmarks førende studiebyer med et spændende studiemiljø og bredt udbud af videregående uddannelser. Det gør det svært for mange studerende at finde et sted at bo, hvilket vi med kollegiet kan være med til at afhjælpe. Vi har i PFA haft stor fordel af den udvikling, som Danmark har gennemgået de sidste 100 år med baggrund i et højt uddannelsesniveau, og derfor giver vi gerne et bidrag til, at den udvikling kan fortsætte. Projektet er drevet af en ambition om at skabe optimale rammer for både læring, fællesskab og bæredygtighed. Samtidig får vi mulighed for at give vores kunder et nyt, unikt tilbud, som binder generationerne sammen, siger Allan Polack, Group CEO i PFA.
Uddannelses- og forskningsministeren glæder sig over nyt kollegie til de studerende
PFA kommer i alt til at bygge fire nye kollegier i Danmarks største byer Aalborg, Aarhus, Odense og København over de kommende år. Samlet pris for de fire kollegier bliver på over 1 mia. kr.
Det er arkitektfirmaet Arkitema Architects, der har udviklet konceptet i samarbejde med PFA for de kommende PFA-kollegier.
Ambitionen er, at kollegierne skal opnå en DGNB-certificering, der stiller krav til byggeri og indretning i forhold til bæredygtighed. PFA Kollegiet Odense, der står klar i 2020, vil dermed blive et af de første kollegier i Danmark med en DGNB-certificering.
Samlet antal værelser i de fire kollegier: Over 1.000 værelser
Samlet boligareal for de fire kollegier: Mere end 40.000 m2
Placeringer: København, Odense, Aarhus og Aalborg
Indflytningstidspunkt: Sker løbende over de næste tre til fem år. PFA Kollegiet i Odense forventes at stå færdigt i starten af 2020, mens kollegierne i Aarhus, Aalborg og København forventes at stå klar senest 2022
Opskrivning: Forventes at begynde senest seks måneder før kollegierne står klar
Beboere: Studerende på SU-berettigede, videregående uddannelser. PFA’s 1,2 mio. pensionskunder vil med fortrinsret kunne opskrive deres børn og børnebørn til et værelse
Arkitekt: Arkitema Architects har udviklet konceptet for PFA-kollegierne og har tegnet PFA Kollegiet Odense
Entreprenør: Casa A/S skal bygge PFA Kollegiet Odense
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.