Lokalpolitik

Nye kommuner bør satse hårdt på erhvervsfremme

Ikke de store ændringer i vente for en erhvervschef

GANDRUP:- Fremtiden er usikker for alle ansatte i kommunerne, men som erhvervschef har man det nok alligevel bedre end så mange andre, mener Peter Sloth Kristensen, erhvervschef i Hals Kommune. Fra 1. januar 2007 lægges Hals sammen med Sejlflod, Nibe og Aalborg, og det vil naturligvis medføre store ændringer i de kommunale forvaltninger: - For en sagsbehandler i Hals Kommunes socialforvaltning vil det eksempelvis kunne medføre både ny arbejdsplads, nye kolleger og nye klienter. Jeg skal derimod bare fortsætte med at arbejde sammen med dem, jeg kender. Peter Sloth Kristensen forklarer, at Hals i forvejen er med i Region Aalborg Samarbejdet, der netop handler om erhvervsfremme: - Derfor arbejder erhvervscheferne i de 11 kommuner i regionen i forvejen sammen på tværs af kommunegrænser. Jeg kommer meget rundt, og faktisk er kontoret her i Gandrup et af de steder, jeg opholder mig mindst. - I stedet er jeg i Aalborg, på universitetet, på NOVi eller hvor det nu kan være. Jeg kender stederne i forvejen og jeg kender menneskene, så forandringen vil formentlig ikke være særlig stor. Den situation, at der slet ikke skulle blive brug for ham, beskæftiger Peter Sloth Kristensen sig ikke meget med: - For det første er jeg et positivt menneske, og jeg har den holdning, at det ikke kan betale sig at bruge energi på noget, som man alligevel ikke har indflydelse på. - Der sker jo simpelthen det, at nogle kommuner lægges sammen og nogle mennesker vælges til at styre dem. Og hvilket serviceniveau der skal være på området for erhvervsfremme er selvfølgelig op til vinderne. Anderledes kan det ikke være, siger Peter Sloth Kristensen. Han kan dog ikke rigtigt tro, at man i de nye kommuner ikke vil bygge videre på den viden og det kendskab, som de nuværende erhvervschefer har: - Jeg håber, at man i det nye Nordjylland vil satse hårdt på erhvervsfremme. Det er nødvendigt at tænke stort, for vi kan opnå meget mere på områder som fødevarer, oplevelse og turisme, hvis vi tager udgangspunkt i virksomhedernes behov. Han kom til Hals Kommune som erhvervschef i 1998 efter en årrække som direktør for den store Midtfyns Festival. Et arbejde, der slet ikke adskiller sig så meget, som man skulle tro, fra det nuværende: - Det er jo et kæmpestort erhvervsmæssigt projekt at styre en musikfestival med en masse at organisere, hvilket erhvervsfremme også går ud på. - Mit job er bredt og diffust, og det drejer sig om at bygge tillid op og komme ud til de virksomheder, som det handler om. Man opnår ikke udvikling ved at sidde på kontoret, slår Peter Sloth Kristensen fast.