Nye koncerter ved søen næste år

500 til sæsonens sidste sø-koncert i Aabybro. Dodo & The Dodos klar næste år

Svend Ole Jensen
Omkring 500 mødte op til sommerens sidste “Musik ved søen”-arrangement. Foto: Erik sahl
Musik 12. august 2007 06:00

AABYBRO: Niels Eske Nyhus, initiativtager til ”Musik ved søen” i Aabybro, var fredag aften så glad over, at sommerens tre koncerter var gået så fantastisk godt, at han hurtigt underskrev en kontrakt med superbandet Dodo & The Dodos. - De kommer og spiller ved søen næste år i august. Dermed er det sikkert, at der også næste år bliver ”Musik ved søen” i Aabybro, siger Niels Eske Nyhus, som nu skal i gang med at finde samarbejdspartnere, som vil være med-arrangører sammen med Jammerbugt Kulturcenter. Der er gratis adgang til koncerterne. Derfor skal der skaffes sponsorer i form af samarbejdspartnere Der var finale på dette års ”Musik ved søen” fredag aften, hvor Rocazino underholdt omkring 500. Desværre begyndte det at regne, da koncerten skulle i gang kl. 19.30. Niels Eske Nyhus havde hos vejrcentret i Karup fået at vide, at regnen ville stoppe kl. 20, og derfor blev koncerten udskudt. Som lovet stoppede regnen og koncerten gik i gang - og så kom regnen igen. - Vi fik den dyre elektronik dækket under presenninger, og heldigvis havde tilhørerne taget paraplyer med. Alle hyggede sig - både unge og ældre - med madkurv og drikkevarer, så det blev en rigtig dejlig koncert, hvor Rocazino leverede varen, siger Nyhus. Han glæder sig over den store opbakning, der har været til de tre koncerter både fra publikum og fra de mange lokale samarbejdspartnere. - Jeg håber, de også er med næste år, siger Niels Eske Nyhus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...