Nye kræfter til de gamle

HOBRO:De gamle drenge i old boys fodboldforeningen i Hobro IK er stabile og trofaste. Foreningen har omkring 30 aktive medlemmer, hvoraf en stor del for længst har rundet de 50 år, men formanden Steen Langballe udtrykte på generalforsamlingen ønsket om, at der bliver tilført nye og yngre kræfter til søndagstræningen og til de to holds turneringskampe. De vil i givet fald blive medlemmer af en forening, de har godt styr på pengesagerne. Kassebeholdningen er på godt 16.000 kr. Ny kasserer blev Per Jensen, der afløser Hugo Schön Christensen, og til bestyrelsen nyvalgtes Finn Sørensen og Jon Glavind i stedet for Svend Erik Grågård og Niels Rasmussen.