Nye ledere i gang på to skoler

Susanne Østergaard tager over i Hjortdal og Dorte Pedersen i Fjerritslev

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dorte Pedersen er konstitueret som leder på Fjerritslev Skole, indtil en ny leder er ansat. foto: erik sahl

HJORTDAL/FJERRIT-SLEV:En lille skole som Hjortdal har sine fordele og ulemper, og det er den nye leder Susanne Østergaard helt klar over. - Jeg har ønsket at komme til en lille skole, hvor jeg både kan få undervisningstimer og ledelsestimer, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger den 45-årige tidligere souschef på Sortebakkeskolen i Nørager. Hun efterfølger Bent Kjeldgaard, der gik på pension fra Hjortdal Skole i foråret, og hun blev valgt blandt 10 ansøgere. - Der er udfordringer i at lede en lille skole, både på det pædagogiske område med børnene og det faglige miljø for lærerne, men samtidig er der store fordele ved en lille skole, som en stor skole ikke har, forklarer hun. - Her ser man den enkelte, både barn og voksen. Der er ingen, der kan gemme sig, og der er nærhed og overskuelighed, uddyber hun. - Og vi er alligevel ikke alene som lærere og leder. Det handler jo ikke kun om Hjortdal Skole, men et skolevæsen, hvor vi er del af et fællesskab. Vi skal jo samarbejde, lyder det fra dne nye leder af Hjortdal Skole. Privat bor hun med mand og børn i Nibe. - Og der bliver vi boende, for vi er lige blevet færdige med at renovere den gamle skole i Grydsted, hvor vi bor, og det sted er vi rigtig glade for. Desuden kører min mand sydpå for at arbejde, så det fungerer godt. I første omgan får Suusanne Østergaard kun fire undervisningstimer, og det bliver i håndarbejde, som ligger et godt stykke fra hendes linjefag i matematik og fysik. - Men håndarbejde kan jeg heldigvis også, og på en lille skole kan man ikke regne med at få sine linjefag, konstaterer hun. I Fjerritslev bliver stolen efter den afskedigede Torben Falgren indtil videre overtaget af souschefen Dorte Pedersen, der har været konstitueret i lederstillingen siden Falgrens bratte stop op til sommerferien. Dorte Pedersen, der er 44 år, blev ansat som souschef i april i fjor efter Asger Hylleberg. Hun kom fra en stilling på Mou Skole, hvor hun også var souschef, men ønskede udfordringerne på en større skole, og det ønske har hun fået opfyldt, må man konstatere.