Nye legeredskaber til børn af psykisk syge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Lasse Høj Nielsen, Region Nordjylland

Børn af psykisk syge er netop blevet tilgodeset af ni nordjyske Lions Clubber, der har doneret penge til nye legeredskaber i Center for Pårørende under Psykiatrien i Region Nordjylland. Det skaber et pusterum midt i en hård tid.

En donation på knap 100.000 kroner fra ni nordjyske Lions Clubber er blevet til etableringen af nogle nye udendørs legeredskaber i Center for Pårørende i Psykiatrien i Region Nordjylland.

- Vi er meget glade for donationen, som falder på et tørt sted. Legeredskaberne kan være med til at gøre det lidt lettere at tale om alt det svære, når mor eller far er psykisk syg, siger Jan Sandberg, daglig leder af Center for Pårørende.

Ideen opstod hos de ni Lions Clubber fra Nordvestvendsyssel, da de drøftede, hvad deres næste fælles projekt skulle være.

- Børn af psykisk syge er en meget overset gruppe, som næsten aldrig bliver tilgodeset, når det gælder donationer helt generelt. Vi ville derfor gerne være med til at forbedre de fysiske rammer, der var for de her børn i Center for Pårørende. De udendørs legeredskaber i centeret var nedslidte, og det gav derfor rigtig god mening at donere penge til nogle nye, siger Kai Møller, president i LC Vraa.

Projektet har været knap 2 år undervejs i et samarbejde mellem Center for Pårørende og Lions Clubberne, og legeredskaberne er blevet rigtig godt modtaget.

- Det giver et tiltrængt pusterum for børnene, som er i gruppeforløb her hos os. Det er svært at have en forælder, som er psykisk syg, og det kan være hårdt at tale om, så det betyder noget lige at kunne gå udenfor og lege lidt, siger Jan Sandberg.

Donationen har været betinget af, at Region Nordjylland efterfølgende står for vedligeholdelsen af legeredskaberne.

- Det er meget vigtigt for os, at legeredskaberne blev etableret forsvarligt med sikkerheden i fokus og at der også var en plan for driften af legeredskaberne, siger Kai Møller.

Lions Club-donation til Center for Pårørende til nye legeredskaber:

9 Lions Clubber (LC Hjørring, LC Hjørring Vendia, LC Sct. Catharina, LC Brønderslev, LC Brunhilde, LC Løkken, LC Havfruerne, LC Hirtshals og LC Vraa) har doneret 11.000 kroner hver til etablering af nye udendørs legeredskaber i Center for Pårørende i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.