Nye maskiner tjener sig ind igen

Strømforbruget er sænket og arbejdsmiljøet forbedret i sygehusets store køkken.

Ida Smith og Peter Mørk
Den nye opvaskemaskine bruger cirka 30 procent mindre energi end den gamle maskine, først og fremmest fordi den skal varme mindre vand op, idet størrelsen passer bedre til behovet.
Hospitaler 17. december 2011 10:00

Den store, gamle opvaskemaskine kunne vaske 140 kurve i timen og brugte adskillige hundrede liter vand til det. Men så meget opvask har sygehuset slet ikke mere. Så nu har sygehuskøkkenet fået en ny og mindre maskine, som passer til behovet. - Den har vi store forventninger til, siger sygehusets tekniske chef Jan Christensen. Han fortsætter: - Vi regner med, at den nye opvaskemaskine giver en besparelse på 30 procent på energiforbruget i forhold til den gamle, fordi den nye bruger meget mindre vand. Alt vandet skal jo varmes op fra 7 grader til 80 grader. Ud over den nye opvaskemaskine har sygehuskøkkenet også netop fået tre nye ovne, et nyt blæst-køleanlæg og ny belysning. Alt i alt en investering på sammenlagt omkring 650.000 kroner. - Hvis mine beregninger holder stik, så vil investeringen betale sig tilbage igen i løbet af tre år, siger Jan Christensen. De øvrige indkøb bidrager nemlig også til at sænke sygehusets elregning. Samtidig er der tænkt på arbejdsmiljøet, idet ovnene har flere smarte finesser, som medarbejderne i køkkenet sætter pris på. - Ovnene er også energibesparende for os som personale, fastslår økonoma og souschef Marian Larsen. Hun demonstrerer, hvordan stikvogne med bageplader og dybe bradepander kan rulles ind og ud ad ovndørene. Hele sættet med plader på kan desuden hægtes af på en hængereol ved siden af ovnene, så medarbejderne ikke behøver at løfte hver enkelt plade så ofte. - Ovnene har den sidste nye teknik og alle de programmer, vi har brug for. Vi bruger dem også, når vi skal koge æg, grøntsager og kartofler, fortæller Marian Larsen. - Det er dejligt, nyt udstyr. Bare sådan et ting, som at ovnen gør sig selv ren, når vi trykker på en knap, fremhæver cheføkonoma Mie Nielsen. Det nye blæst-køleanlæg bruges, når frisklavet mad hurtigt skal køles ned. Planen er, at også ventilationssystemet i køkkenet skal udskiftes, når der bliver råd til det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...