Nye Muhammed-protester i Indonesien

JAKARTA: Omkring 500 muslimer samledes lørdag i den indonesiske hovedstad Jakarta for at protestere mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Medlemmer af gruppen Hizb-ut-Tahrir bar bannere med tekster som "Stop propagandaen mod islam" og "Tegningerne er bevis på Vestens fjendskab mod islam". Gruppens talsmand, Mohammad Ismail Yusanto, sagde at offentliggørelsen af tegningerne er en del af en "krig mod islam" og beskyldte også den danske dronning for at have pustet til ilden. - Det her er ikke kun en krænkelse af vores profet. Inden da havde dronning Margrethe II af Danmark opfordret til modstand mod islam, sagde han til det franske nyhedsbureau AFP med henvisning til dronningens biografi, der udkom sidste år. Dronningens udtalelser om at give islam et "modspil" har været refereret i arabiske aviser, men i en fejloversættelse, så Margrethe er citeret for at sige "modstand". - Danmark er et lille land. De har ikke modet til at krænke islam uden opbakning fra større lande som USA, sagde en af talerne ved demonstrationen, Tengku Iskandar. - Deres metode er provokation. Når vi er provokerede, vil de sige, at det er muslimers natur at stifte uro, sagde Iskandar. Ifølge den danske ambassadør i Indonesien, Niels Erik Andersen, har Hizb-ut-Tahrir i Indonesien ikke samme fundamentalistiske ry som eksempelvis sin danske søsterorganisation. /ritzau/