Mariagerfjord

Nye muligheder for hal i kystby

Øster Hurup Multihus & Idrætshal håber på mere aktivitet

Repræsentantskabet i Øster Hurup Multihus & Idrætshal ser nye muligheder, efter at der er aftalt en afdragsordning med 

kommunen. Privatfoto

Repræsentantskabet i Øster Hurup Multihus & Idrætshal ser nye muligheder, efter at der er aftalt en afdragsordning med kommunen. Privatfoto

ØSTER HURUP: Det var en tydelig lettet bestyrelse og formand, som bød velkommen til det årlige repræsentantskabsmøde i Øster Hurup Multihus & Idrætshal forleden. Formand Jørgen K. Jensen berettede om en begivenhedsrig tid, der begyndte med skolelukning i 2012.

- Dette gav naturligvis grund til bekymring og en svær tid fulgte med stadigt større likviditetsproblemer. Denne situation er nu løst, idet Mariagerfjord Kommune har gennemført et større forandringsprojekt på området i hele kommunen, fortalte Jørgen K. Jensen.

Kommunen har således overtaget alle rentebærende lån og nye afdragsordninger er aftalt med samtlige haller i kommunen. Resultatet er da også et tilfredsstillende driftsregnskab, som åbner muligheder for Øster Hurup Multihus & Idrætshal.

Man kan nu arbejde med mere spændende og fremadrettede opgaver, såsom at skabe og udvikle mere aktivitet i hal og multihus. Der er dog stadig mange organisatoriske og systemmæssige opgaver i forbindelse med omlægningen, som skal bearbejdes. Senest har kommunen udsendt en bygningssagkyndig, således at der nu foreligger en vedligeholdelsesplan for de næste fem år. I forbindelse med den nye struktur har Multihuset måttet tage afsked med hidtidige loyale og pligtopfyldende frivillige revisorer, idet professionel bistand er krævet. Via forskellige nye puljer i kommunen er der også blevet mulighed for nye projekter, såsom uddannelse af personale, aktivitetsmedarbejder i samarbejde med øvrige haller i østområdet og åben-hal projekt. Åben hal-projektet går ud på at udleje hal-timer i de ledige perioder gennem booking via hjemmeside. Derudover deltager Multihuset i det lokale kystudviklingsprojekt KUP.

Der var genvalg over hele linjen til formand Jørgen K. Jensen, næstformand Bruno Jellesen, kasser Lasse Kristensen, sekretær Anette Gade og menigt bestyrelsesmedlem Allan Borup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.