Nye naboer klager over Stubfest

Byfest ødelagde weekend for sine nye naboer

EMNER 5. september 2002 08:00

STØVRING: Larm den halve nat, ballade, ubudte gæster i haven og tisseri på facaden. Det er den pris, som mange naboer til årets stubfest måtte betale for arrangementet. I forvejen var de nærmeste naboer stærkt imod flytningen af byfesten hen foran Støvring-hallen. En flytning, der gjorde dem til festens nærmeste naboer. Og den holdning er bestemt ikke blevet mildere, efter at arrangentet er gennemført. NORDJYSKE Stiftstidende har hørt sig for hos nogle af beboerne på stiklingevejen Bavnebakken. Nogle af dem bor kun to meter fra byfesten, og de deler bestemt ikke det noget lyserøde billede af en succesfuld byfest, som arrangørerne har givet videre. - De eneste, der har været glade for, at festen blev lagt her, er Stubkomitéen. Vi vil kraftigt frabede os at få Stubfesten her igen. Vi vil også gerne klage, hvis det kan hjælpe, siger for eksempel Preben Johansen, der sammen med hustruen Birgit bor i nummer 26 lige overfor festpladsen. Kunne ikke tale - Man kunne ikke tale til hinanden ude i haven bagved. Om natten var det helt umuligt at sove - vi måtte ligge og vente på, at musikken stoppede klokkken 2, inden vi kunne falde til ro. Lørdag tog vi til stranden for at slippe for larmen, men den var her jo, da vi kom tilbage, siger Preben Johansen. 13 husnumre væk, nogenlunde så langt væk fra festpladsen som man kan komme på vejen, gik det ikke bedre. - Vi sov ikke fredag nat, sådan som det larmede. Og vi er endda nogle af dem, der boede længst væk fra festen. Helt ærligt - jeg fatter stadig ikke, at det har fået lov til at blive gennemført her. Vi føler ikke, at man har respekteret de indsigelser, vi har gjort mod det her - hverken fra Stubkomitèens eller fra kommunens side, siger Erling Pedersen i nummer 39. Ubudne gæster I nummer 22 har Ingo Grimnitz et af de nærmeste naboskaber med Støvringhallen. Det var mildest talt heller ikke nogen god oplevelse, og det handlede ikke bare om larm, fortæller han: - Vi havde flere, der kom ind i haven for at tisse - en stod og talte i mobiltelefon samtidig. Der blev kigget ind gennem køkkenvinduet for at se, hvad vi lavede, og der blev også tisset på husmuren, siger den opbragte beboer. Stubkomitéens næstformand, Tommy Lundquist, fortalte på Stubfestens søndag aften, at man ikke havde haft særlige problemer eller klager. Det tilbageviser Ingo Gremnitz blankt: - Dety passer ikke. Jeg har klaget til formanden Søren Pinstrup fredag og fik ham herhen til at prøve at stå vagt, siger han. Tages ikke alvorligt Fælles for beboerne er, at de ikke forstår, hvorfor man ikke lægger festen et andet sted. - Jeg kender ingen anden by, hvor man tillader, at der holdes byfest midt i et beboelseskvarter. Det her er endda et sølvbryllupskvarter. De burde holde det hos sig selv eller et sted, hvor det er børnefamilier, der må være naboer, siger Helene Beck i nummer 36. Hun mener heller ikke, at hverken Stubkomiteen eller byrådets politikere har taget beboerne på Bavnebakken alvorligt. - Jeg synes ikke, at de kan være det bekendt. Men de fejer os jo bare af, siger hun. Nogle kan ikke forstå, hvorfor beboerne ikke bare tager væk de dage, Stubfesten står på. Men det har beboerne flere grunde til: - Jamen - vi ville egentlig gerne, men på den anden side, så tør vi ikke rigtig. Vi vil godt være her, hvis der skulle ske noget, siger Erling Pedersen. Heller ikke Preben Johansen er meget for at være helt væk i de 3-4 dage, festen står på: - Hvem skulle betale for det, spørger han og er meget imod, at andre skal bestemme, hvornår han og familien skal være hjemme eller ej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...