Lokalpolitik

Nye naturoplevelser forude

Et stisystem med natur og oplevelser skal binde storkommunen sammen

NY HJØRRING: De første synlige resultater af projekt Endeløse Stier i Ny Hjørring vil formentlig tegne sig i landskabet i løbet af den kommende tid. Det bliver ved Poulstrup og Hundelev. Projekt Endeløse Stier skal bogstavelig talt binde de fire gamle kommuner sammen i den ny Storkommune i et edderkoppespind af stier for fodgængere, cyklister og ryttere. Den endelige godkendelse fra Fødevaredirektoratet kan komme hvert øjeblik. - Vi går ud fra, at vi ret hurtigt får et positivt svar. Det haster også i forhold til, at pengene skal være brugt inden den 15. september, siger Flemming Trinskjær, der er koordinator for EU's støtte til udvikling af Landdistrikter, Leader+. EU midler skal dække det halve af projektets omkostninger. I Poulstrup og Hundelev er man klar til at gå i gang. I Hundelev skal stien gå til Jelstrup Kirke, mens stien i Poulstrup skal forbinde Vrejlev Kloster med Børglum Kloster. En af kræfterne bag den del af projektet er Knud Birch Andersen. - Vi har nogle idéer til, hvordan vi kan lave nogle oplevelser undervejs. Det kan være, der bliver nogle overnatningsmuligheder og nogle gårde, man kan se på vejen, siger han. Stierne kommer til at være omkring 150 kilometer i alt, og prisen for den første etape i Hundelev og Poulstrup ligger på 365.000 kroner. Der har blandt andet på borgermøder været stor opbakning lokalt til projektet, ligesom flere rideklubber og landsbyråd har koblet sig på ansøgningen. Også økonomisk er der støtte - Friluftsrådet vil belønne initiativet med 45.000 kroner, mens Vendsyssel Udviklings Råd har fundet 50.000 kroner. En del eksisterende stier kan indgå i projekt Endeløse Stier - de skal kortlægges, når godkendelsen er i hus. Men der vil gå nogen tid. - Men det vil tage adskillige år at gennemføre projektet, siger Flemming Trinskjær.