Nye og bedre rammer for undervisningen

Ny skole får blandt andet større klasselokaler, mere it,ny opdeling, mediatek og nye personalerum.

Med byggeriet får Skolegades Skole helt nye rammer, og det glæder man sig til på skolen. - Det har været meget spændende - men en langsommelig proces, fra vi i sin tid konstaterede skimmelsvamp. Vi glæder os utroligt meget, siger skoleleder Torben Mikkelsen. Hverdagen på skolen fungerer fint her i byggeperioden - selv om det selvfølgelig kan mærkes. - Vi kan følge med i, hvad der sker, og det gør, at vi kan tolerere, at vi har lidt plads og er i en lidt vanskelig situation nu. Vi kan se, at der sker noget. Lærerne er gode til at turde give lidt slip og lave anderledes ting, siger Torben Mikkelsen, der også fortæller, at børnene følger med i byggeriet og glæder sig meget til at tage de nye bygninger i brug. En del af undervisningen foregår i pavilloner, og da skolen lige nu ikke har alle faciliteter til fysik og kemi, har de samlet noget af undervisningen og flyttet den til Tolstrup-Stenum Friskole. Fra stenalder til nutid Torben Mikkelsen ser meget frem til at byggeriet bliver færdigt. - Vi er gået fra stenalderen til nutiden, eller i hvert fald fra 1889-niveau til 2011-niveau, smiler han. Afdelinger samles Skolen bliver med de nye bygninger opdelt i tre afdelinger - indskoling, mellemtrin og udskoling, og det er en stor fordel. - Det kommer til at betyde, at vi får samlet vores teams eller afdelinger. Vi har arbejdet i tre teams i flere år, men vi har været adskilt klassemæssigt. Det får vi samlet nu, og det giver den fordel, at de lærere, der underviser i de enkelte teams, er tæt på eleverne og på hinanden, forklarer Torben Mikkelsen. Der bliver også forberedelsesrum og personalerum i hver afdeling, og det vil komme til at betyde, at traditionen for at alle lærere holder pause sammen bliver ændret, vurderer Torben Mikkelsen. - Man har også mulighed for at have sine ting og lave sin forberedelse der, så jeg tror, at det bliver sådan, at man kommer til at være der meget. Samtidig bliver der også et stort fælles rum hvor alle faggrupper kan samles. Store klasseværelser Klasseværelserne bliver meget større end de gamle - mens de i de nedrevne bygninger var fra 34 til 40 kvadratmeter, bliver de nye på 60 kvadratmeter. - Det er en god størrelse. Det betyder, at vi kan drive undervisning på mange flere måder, der bliver plads til gruppearbejde, og der bliver også grupperum til børnene, fortæller Torben Mikkelsen. Mere it Der bliver også bedre vilkår for brug af it i undervisningen - med it i alle lokaler samt elektroniske tavler. Byggeriets mediatek er også et rum, som skolelederen ser frem til at tage i brug. - Det er et spændende lokale. Det skal blandt andet bruges som bibliotek, der bliver arbejdspladser hvor børnene kan arbejde i grupper, der bliver plads til store forældrearrangementer, og det hele bliver lavet på hjul med fleksible rum, fortæller Torben Mikkelsen.