Nye oplysninger rejser alvorlig tvivl om PET-makuleringer

Ny udredning peger på, at efterretningstjenesten på ulovlig vis slettede sagsakter om danske toppolitikere.

1. marts 2013 04:13 - Opdateret 1. marts 2013 04:14

Nye oplysninger rejser alvorlig tvivl om PET-makuleringer

PET førte i 1990'erne sit eget kontroludvalg bag lyset og makulerede i strid med gældende retningslinjer materiale fra sit arkiv om fremtrædende politikere såsom Anker Jørgensen og Ole Sohn.

Den mistanke rejses nu, efter at Justitsministeriet i begyndelsen af februar offentliggjorde en udredning om PET's sletning af sager på det politiske område udfærdiget af juraprofessor Linda Nielsen, skriver Information.

Daværende PET-chef Birgitte Stampe og daværende justitsminister Bjørn Westh (S) forsikrede i november 1995 over for det såkaldte Wamberg-udvalg, at tjenesten ikke makulerede materiale fra sit arkiv "vedrørende personer, der har haft en mere fremtrædende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position".

Det skete i overensstemmelse med en aftale fra 1965, fremgår det af udredningen.

Året efter slettede efterretningstjenesten imidlertid sin sag om forhenværende statsminister Anker Jørgensen, og i 1997 makulerede tjenesten sin sag om forhenværende DKP-formand Ole Sohn.

Ifølge professor på Aarhus Universitet og forhenværende medlem af PET-kommissionen Jens Vedsted-Hansen må PET eller justitsministeren efter alt at dømme have vildledt Wamberg-udvalget:

- De har i 1995 foregivet, at de følger aftalen. Men aftalen fra 1965 er meget klar.

- Sagsakter om fremtrædende politikere skal gemmes, så derfor er det svært at slippe uden om den konklusion, at PET's praksis må have været i strid med, hvad Birgitte Stampe og justitsministeren sagde til Wamberg-udvalget i 1995.

PET's makuleringer skete, efter at den norske Lund-kommission i marts 1996 havde afdækket, at de norske efterretningstjenester i strid med retningslinjerne havde registreret personer på den politiske venstrefløj.

Det påpeger professor i historie Poul Villaume fra Københavns Universitet:

- Måske har nogen i efterretningstjenesten fået den idé, at man, inden der blev nedsat en lignende dansk undersøgelse, burde makulere sager, der ville kunne vise, at man også herhjemme måske var gået lidt for vidt på det politiske område, siger han til avisen.

Linda Nielsen nøjes i sin udredning med at konstatere, at makuleringerne af toppolitikernes sager "forekommer påfaldende og kan undre".

Hverken PET eller Birgitte Stampe ønsker at udtale sig om sagen, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bjørn Westh, skriver Information.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...