Nye p-pladser i Vestbyen

Skrå p-pladser og lovliggørelse af parkering ved vejkryds sikrer bedre parkeringsmuligheder i området omkring Herluf Trolles Gade i Aalborg

Jens Hukiær
Parkeringsmulighederne bliver optimeret Indenfor det markerede område. Grafik: Aalborg Kommune
Parkering 14. september 2017 10:03 - Opdateret 14. september 2017 14:11

AALBORG: Flere såkaldte skrå parkeringspladser, lovliggørelse af parkering overfor t-kryds og parkering tilladt tættere på vejkryds.

Det er nogle af de tiltag, der skal sikre bedre parkeringsforhold i et boligområde i Aalborgs vestby, oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Ændringerne af parkeringsforholdene sker i uge 39 og 40 i området omkring Herluf Trolles Gade.

Meningen er, at der skal blive flere parkeringspladser, og det skal være lettere at forstå, hvor man må parkere lovligt, lyder det i pressemeddelelsen.

Området omkring Herluf Trolles Gade i Aalborg Vestbys Søheltekvarter er det første af mange kommende områder, der har fået etableret nedgravede containere til affald.

P-pladser nedlagt

Etableringen af affaldscontainerne har medført, at tidligere parkeringsmuligheder er blevet nedlagt, og det er derfor, Aalborg Kommune har kigget på, hvordan man igen kan optimere antallet af p-pladser i området.

Ændringerne betyder, at nu bliver der lavet opstribning, som gør det lovligt at parkere over for sideveje, og reglen med, at man ikke må parkere 10 meter fra vejkryds samt porte med færdsel igennem, kan flere steder indsnævres til bare fem meter.

Det bliver kun i den nordlige del af Herluf Trolles Gade, det ikke er tilladt at parkere tættere end 10 meter fra krydsene i begge ender af vejen. Her skal færdselslovens regler for parkering overholdes.

I den todelte Herluf Trolles Gade bliver det også fortsat ulovligt at parkere langs de grønne områder ud mod Ivar Huitfelds Gade og Olfert Fischers Gade.

Samtidig ensrettes nogle gader, og der etableres skråparkering i den ene vejside.

For ikke at skabe en unødvendig gene for cyklister, bliver det tilladt at cykle mod ensretning i disse gader.

Ærgerlige parkeringsafgifter

Endelig skal det nævnes, at det ikke er tilladt at parkere ud for de nedgravede containere, da de derved ikke kan tømmes.

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen udtaler:

- Tidligere er der desværre blevet udskrevet en del parkeringsafgifter i området, dels fordi der er pres på parkeringen, og dels fordi folk har haft svært ved at aflæse, hvor det er lovligt og ulovligt at parkere. Med de nye tiltag skulle det gerne blive nemmere for bilisterne at orientere sig, så de kan parkere lovligt, slutter rådmanden.

Anlægsarbejdet forventes at tage 1-2 uger afhængig af vejrforholdene, og det vil ikke være muligt at parkere på de berørte veje imens.

For alternative parkeringsmuligheder henvises der til Haraldslund, Skudehavnsvej, Ralvej eller Skydebanevej.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...