Boligøkonomi

Nye pantregler skaber forvirring i andelsboligforeninger

KØBENHAVN:Forvirring og frustration hersker i danske andelsboligforeninger. Den 1. januar 2005 træder nye pantregler i kraft, der giver beboere i andelsboliger mulighed at låne penge med sikkerhed i andelsbeviset. Men endnu er alle regler og retningslinjer ikke på plads. Ifølge Andelsboligernes Fællesrepræsentation, ABF, der repræsenterer 2200 af landets 3500 andelsboligforeninger, har langt fra alle andelsboligforeninger foretaget de nødvendige ændringer i vedtægterne. Og det står ikke klart, hvordan foreningerne skal håndtere reglerne i praksis - og hvad konsekvenserne vil være, hvis de begår fejl. - Situationen lige nu er nærmest kaotisk. Foreningerne er på herrens mark, og vi kan ikke hjælpe, fordi reglerne ikke er klar. Det her får den værst tænkelige start, siger direktør i ABF, Jan Hansen, til Ritzau. De nye regler blev vedtaget i foråret, og skal give andelshavere nogle af de samme lånemuligheder som husejere. Men endnu er alle praktiske foranstaltninger ikke på plads. Og det er tvivlsomt, om det når at komme på plads inden nytår. Blandt andet er flere bekendtgørelser netop nu i høring, og en blanket, som skal bruges til tinglysning af pant, er ikke klar. - Et udvalg har arbejdet med det her i flere år, og reglerne blev vedtaget i marts. Alligevel ender det med, at tingene skal hastes igennem, siger Jan Hansen. Et af landets store administrationsselskaber, DATEA, der administrerer 200 andelsboligforeninger, siger ligeledes, at det er ved at være lukketid for at få retningslinjer og vejledninger på plads. Ellers kan der opstå problemer i foreninger, hvor bestyrelsen selv skal stå for det praktiske omkring beboernes lån og pantsætning, vurderer administrationschef Tom Petersen. - Jeg tror ikke, at almindelige mennesker kan håndtere det uden videre, siger han. Danske Bank er en af de banker, der ser frem til nye udlånsmuligheder. Vicedirektør i banken Karsten Beltoft deler bekymringen for, om alt når at blive klar til tiden. Men han venter ikke, at det vil stække kunder, der skal låne penge. - Vi vil give lånet til kunden på blankobasis, hvis økonomien i øvrigt tillader det. Så vil vi klare det formelle senere. Kunden skal ikke blive taber i et spil om teknikken, siger han. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst