Nye Poulstruplund fejret

Renoveret plejehjem blev beundret og fejret

Ældreforhold 8. september 2004 06:00

POULSTRUP: Der var flag, masser af hjemmebagt kage og solskin over Poulstruplund i går eftermiddags, da man fejrede, at renoveringen af det gamle plejehjem nu er forbi. - Her var hyggeligt før, men nu er her endnu dejligere. Formanden for Hjørring Kommunes social- og sundhedsudvalg Helmuth Zickert (S) strålede om kap med solen og glemte for en stund budgetforhandlinger og sorte skyer over økonomien. Han var tilfreds med at se, hvordan de 22 plejeboliger og seks beskyttede boliger er blevet sat i stand, så der nu er 17 moderne og velindrettede serviceboliger. Midt i det hele er et stort køkken og fællesrum med udgang til en dejlig stor terrasse. - Lige forløbigt fungerer det hele som plejehjem, men når Fynsgade er færdig-renoveret, skal boligerne på Poulstruplund være serviceboliger, fortalte Helmuth Zickert. De fleste nuværende beboere kommer fra plejehjemmet i Fynsgade. Det gode ved receptioner er , at man kan få hilst på gamle venner og bekendte, og der blev hilst hjeteligt på kryds og tværs. Sygeplejerske Henriette Kaarsbo, der tidligere var ansat på Fynsgade, hilste med glæde på de beboere, der boede på Fynsgade, da hun var ansat dér. I dag arbejder hun i hjemmeplejen ved Skovgården. Ombygningen af Poulstruplund har kostet 17 mio. kr. Poulstruplund kunne for to år siden markere sit 40 års jubilæum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...