Nye prisdyk: Flyv til Kina for 2500 kroner

Under 3000 kroner for en tur til New York, Los Angeles, Dubai eller Beijing

Oliver Batchelor
Arkivfoto
Danmark 9. september 2016 13:24

DANMARK: Tag på langfart i begyndelsen af oktober og kom så langt som til New York, Los Angeles, Dubai eller Beijing for under 3000 kroner.

I det seneste pristjek fra Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket, er ni ud af ti interkontinentale destinationer på det billigste niveau nogensinde.

- Vi bliver ved med at se nye rekordlave flypriser. Og lige nu er Beijing helt nede i kr. 2500 for en returbillet inklusiv skatter og afgifter. Det tyder på hård konkurrence og et stort markedsudbud, siger direktør for Travelmarket Ole Stouby.

Den billigste pris for en returbillet fra den danske til den kinesiske hovedstad i uge 40 er 656 kroner billigere end sidste år. Og spoler man tiden tilbage til 2010 kostede en tilsvarende billet 6529 kroner.

Som rejsende behøver man dog ikke at frygte prishop lige foreløbig.

Flypriser i uge 40

Det lave niveau ligger fast så langt ud i horisonten, som det er muligt at se, vurderer Ole Stouby. Det kan endda blive endnu billigere, vurderer han.

- Vi vil se fortsat intensiv konkurrence mellem flyselskaberne på de mest populære interkontinentale destinationer, så jeg tror vi vil se endnu lavere priser langt ind i 2017, siger han.

Samlet set er der tale om de laveste gennemsnitspriser for interkontinentale flyvninger i uge 40, som Travelmarket har registreret i de otte år, rejsesøgemaskinen har analyseret priserne.

Fra København ligger gennemsnittet på 3555 kroner, mens det fra Billund ligger på 4113 kroner.

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...