Aså

Nye rammer i juniorklub

ASAA:Efter lang tids opsparing er der nu endelig sat gang i den helt store renovering i juniorklubben ved Asaa Skole. Et besøg i juniorklubben giver et tydeligt indtryk af, at det hele i øjeblikket står lidt på den anden ende. Her er tapetet således blevet revet ned, ligesom der er isat nye vinduer, men også et nyt drama- og musikrum er under opbygning. Ole Petersen, som er leder af klubben, fortæller, at det er en rigtig god idé med sådan et dramarum, fordi børnene på den måde får rig mulighed for at lære at stå frem over for folk og snakke uden at være generte - noget, som virkelig kan komme til at hjælpe dem med at udtrykke sig gennem livet. Børnene i juniorklubben har selv været med til at rive ned og bygge op. På den måde har de selv fået lov til at bestemme, hvordan deres egen fritidsklub skal se ud.