Nye regler en katastrofe for Aalborgs kongresser

Umuligt at skaffe tjenere hvis regeringen skærer i de supplerende dagpenge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Regeringens forslag er katastrofalt for Aalborg, mener Lars Mouritzen, direktør for Papegøjehaven.

Det kommer til at gå hårdt ud over Aalborgs status som en af landets førende kongresbyer, hvis Folketinget som ventet vedtager regeringens forslag om at begrænse retten til supplerende dagpenge. Det bliver ganske enkelt umuligt at skaffe personale nok til kongresser og andre større arrangementer. Især tjenere vil der blive mangel på, spår både fagforeninger og restauratører i Aalborg. - Regeringens forslag er katastrofalt for Aalborg. Vi er helt afhængige af, at der er rutinerede tjenere til rådighed, når vi serverer ved kongresser, siger Lars Mouritzen, direktør for Papegøjehaven. Op til 100 hyres ad gangen Ved store arrangementer i Aalborg Kongres & Kultur Center hyrer Papegøjehaven op til 100 personer til at bistå restaurantens egne ni fastansatte tjenere. - Det duer altså ikke, hvis vi kun kan trække på studerende og folk fra sportsklubber. En god og professionel betjening er afgørende for Aalborgs ry som kongresby. Folk husker sjældent, hvad der bliver sagt på en kongres. Men de husker altid, hvis maden eller betjeningen ikke var i orden, fastslår Lars Mouritzen. Han peger på, at Aalborg vil blive hårdere ramt end andre storbyer, fordi Aalborg af historiske grunde er ene om at have en relativt stor arbejdskraftstyrke på supplerende dagpenge. Helt på linje er Kirsten Nielsen, formand for fagforeningen 3F RBF Region Nordjylland, som blandt sine medlemmer tæller ca. 150 tjenere, kokke og andre inden for branchen på supplerende dagpenge. - Der er tale om en velkvalificeret arbejdskraft, der står til rådighed 24 timer i døgnet. Hvorfor dog ødelægge en ordning, der fungerer fremragende? spørger Kirsten Nielsen. Også sommerlandet truet De nye regler vil ikke kun ramme Aalborg, advarer Frede Hansen, direktør for Vejgaardhallen og formand for den nordjyske afdeling af branchens arbejdsgiverforening Horesta. - Det her kommer også til at ramme hårdt ude i det nordjyske sommerland. Når vi i Aalborg drosler ned om sommeren, finder mange tjenere og kokke arbejde ude i sommerlandet. - Her er der allerede i dag store problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og de problemer bliver bare værre, spår Frede Hansen.