Nordjylland

Nye regler for nattillæg i bussen

Alle busser mellem klokken et og fem om natten kommer til at koste ekstra

Udover ændringen af nattaksterne opgiver Aalborg Kommune som den sidste i Nordjylland, at trykke køreplanen

 i foldere. 

Arkivfoto: Henrik Bo

Udover ændringen af nattaksterne opgiver Aalborg Kommune som den sidste i Nordjylland, at trykke køreplanen i foldere. Arkivfoto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:Som det ofte gør sig gældende i weekenden inden skoleårets start, er der ændringer på vej for de nordjyske buspassagerer. Det gælder især for de natlige gæster i busserne, da der i hele Nordjylland kommer til at gælde nye regler for, hvornår man skal betale nattillæg.

Indtil nu har det kun været i bestemte natbusser, man skulle betale tillægget på 22 kr., men fra og med på søndag, kommer prisen på busturen i stedet til at afhænge af tidspunktet. Således vil alle busser mellem klokken et og fem om natten være omfattet af nattillægget.

Det har kun været når man har kørt med de ruter, der har bogstavet N i rutenummeret, at man har skullet betale tillæg, mens man slap i alle andre busser. Nu skal man betale tillæg på alle ruter, hvis man står på mellem et og fem, mens man slipper for tillægget, hvis man står på en af N-ruterne uden for tidsrummet.

- Det skulle gerne gøre det mere gennemskueligt for passagererne, at man nu ved, at man altid skal betale nattillæg mellem et og fem, og at det ikke kommer an på, hvilken type bus, man kører med, siger underdirektør i Nordjyllands Trafikselskab, Nicolai Bernt Sørensen.

Udover ændringen i nattetaksterne bliver der også sagt endeligt farvel til den trykte køreplan, når Aalborg Kommune som den sidste kommune i Nordjylland ikke trykker en ny udgave. Dermed har alle kommuner i regionen udfaset folderen med kort og tidstabeller og erstattet den med tidsplaner på Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside.

- Vi har oplevet, at det ofte har været en hæmsko, at mange havde de trykte planer liggende, hvis vi lavede hurtige ændringer. Nu kan vi bedre lave ændringer uden at være bange for, at mange stadig stoler på de gamle planer, siger Nicolai Bernt Sørensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.