Nye regler i forsvaret

{ OKSBØL: Sigtbarheden var lav, og sikkerhedsbrillerne duggede på den soldat, der ved en ulykke skød og dræbte den 21-årige soldat Kenneth Holst under en øvelse ved Oksbøl 17. januar. For at undgå lignende episoder strammer forsvaret op på reglerne. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hærens Operative Kommando (HOK). Dermed lytter HOK til kritikken i en rapport, som forsvarets auditører lavede i sidste måned. Her anbefaler auditørerne blandt andet, at soldaterne bærer synlige trafikveste, når de skyder med skarpt på øvelser. Derudover peger auditørerne også på, at de befalingsmænd, der leder øvelsen, skal uddannes bedre. Auditørerne mente dog ikke, at der kunne placeres nogen skyld hos soldaten, der skød, eller hos forsvaret./ritzau/