Nye ressourcer til maraton-løb
Nationalpark Thy Marathon har nu store indskud i sin ressource-bank til planlægning og afvikling.

Arbejdet med 2012-udgaven af Nationalpark Thy Marathon er i fuld gang - blandt andet i vished om, at der i år er mange frivillige ressourcer at trække på. Billedet er fra sidste års løb.Foto: Jens Fogh-Andersen
Forberedelserne til den fjerde udgave af Nationalpark Thy Marathon 1. september er igen på skinner efter, at arrangementet er tilført nye ressourcer til både planlægning og afvikling. - På det seneste møde i løbsbestyrelsen var der enighed om, at sende mails til tidligere deltagere i løbet. Vi har adresserne, og det er en oplagt måde at nå en stor målgruppe, som kender arrangementet, siger Ejner Frøkjær, som ud over at være formand for bestyrelsen i Nationalpark Thy har påtaget sig formandsposten for Nationalpark Thy Marathon, som siden 2009 er afviklet som et selvstændigt arrangement udenfor nationalparkens regi. Beslutningen om at gøre opmærksom på 2012-udgaven af løbet er truffet i vished om, at der efter en omorganisering af løbet nu er de organisatoriske forudsætninger for at planlægge og gennemføre løbet. - Udgangspunktet er, at vi skal have flere hænder, som skal lave mindre, siger Ejner Frøkjær. Løbets organisation er bygget op om seks hovedopgaver, som spænder fra arbejdet med at finde sponsorer over økonomi og pr til at klargøre løbets ruter og få opbygget et velfungerende start- og målområde. - Hver funktion er tilknyttet mindst et medlem fra løbets bestyrelse plus et par stykker mere. Tanken er så, at grupperne kan suppleres op med flere frivillige, efterhånden som behovet fra flere hænder opstår, siger Ejner Frøkjær. Ressourcer i "banken" De ekstra kræfter, skal hentes i den "ressource-bank", som var en realitet, da der for nogle uger siden var et møde, hvor fremtiden for arrangementet blev drøftet. Her lå det fast, at der både var opbakning til en fjerde udgave og interesse fra mange sider, skoler, foreninger institutioner og enkeltpersoner, for at give løbet en håndsrækning. - Så i dag er vi i den situation, at der er så store indskud af frivillig arbejdskraft i vores ressourcebank, at der er rigtig mange kræfter at trække på, efterhånden som det bliver brug for det. Og belært af erfaringerne ved vi, at det er vigtigt at have adgang til nogle ressourcer så tidligt som muligt, så vi undgår en situation, hvor der er for få hænder til at løfte de enkelte opgaver.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.