Nye ridelærere hos SKO

Sportsrideklubben for Klarup og omegn, SKO, har ansat en ny underviser i elevskolen samt en ny daglig leder.

Sidstnævnte bliver Anders Vestergaard Carlsen, der overtager jobbet efter Søren Hedegaard, som har valgt at starte egen virksomhed. Han underviser dog stadig i springning hver tirsdag, mens Anders Vestergaard Carlsen primært underviser i dressur på alle niveauer samt et nyt hold, der kaldes ponygames, hvor man f.eks. dyster i fodbold, vandstafet og forhindringsløb til hest. Samtidig er Anni Hansen ansat som ny underviser i klubbens elevskole, der modtager ryttere i alle aldre og også satser på at etablere puslingehold og samarbejde med børnehaver, DUS-ordninger og skoler. Sidste nye tiltag i klubben er, at der netop er skrevet kontrakt med Aalborg Sportshøjskole. Så fra den 15. august stiller SKO opstaldningspladser, faciliteter, pasning af heste og undervisning til rådighed for de elever på Sportshøjskolen, der vælger sig ind på hestelinjen og medbringer egen hest.