Musik

Nye sange lover godt

KONCERT Tue West Det siger mere end mange ord om succes, at sangeren og sangskriveren Tue West i løbet af et enkelt år er rykket ud af Det Blå Telt og helt frem i første række – på Stor Scene – på Nibe Festival en solbrændt torsdag eftermiddag på kanten af juli. Men okay, West har ikke bare melodierne og teksterne, men også stemmen og til dels attituden til mere end bare at holde den gående. Og et par nye sange fra næste album, der ventes ude i august, lyder ikke umiddelbart til at være væsentligt mindre spændende eller fængende end striben af mere eller mindre fødte ørehængere på debutalbummet "Tue West". Også live kan West et eller andet med at få en umiddelbar sangbarhed til at gå op i en højere enhed med lidt snurrige tekster, en ind imellem massiv rock-guitarlyd og så en pudsig, lidt underdrejet eller underdreven fremtræden. For noget egentligt sceneshow er der ikke meget af hos Tue West, som tydeligvis ikke altid rigtigt ved, hvad han skal gøre af sig selv, når han ikke lige er travlt beskæftiget med at synge. Så hellere forsvinde ud i kulissen under en af de andre musikeres solo. Eller stå og hoppe med samlede ben. Og den eneste direkte kontakt med publikum indskrænker sig til spontane udråb som "Hvor er det skidefedt at spille for jer" eller et oprigtigt "Arjjj, hvor dejligt", når tilskuerne for alvor overtager et omkvæd. Og så et par helt enkle opfordringer til at klappe eller synge med. For West har et ret solidt tag i inderkredsen af et publikum, der kender de mest kringlede tekster og andre detaljer. Men live er det også tydeligt, at West – der i sin sanger- og sangskriver-optræden og dele af sin stil har overtaget noget af pladsen efter Sebastian (og til dels Poul Krebs) – virkelig er nødt til at udtænke noget, der kan overtrumfe hans all time greatest hit, "(Det bliver jo nok endnu) en sang om kærlighed", der ellers meget nemt får samme placering som eksempelvis "Sådan nogen som os" af og med Poul Krebs. Men i øvrigt klæder det Tue West og hans solidt spillende band – med mange guitarlækkerier undervejs – at kaste sig over en frisk fortolkning af Anne Linnets "Barndommens gade". Ove Nørhave ove.norhave@nordjyske.dk