Natur

Nye skispor i Kongshøj Skov

Udsigten til tø får sporføreren til at vente med øvrige områder.

Selv om der mangler en anelse sne visse steder, er der trukket nye langrendsspor i Kongshøj Skov mellem Visse og Gug. Sporfører Flemming Andersen var tirsdag ude med sin snescooter og sporkalv, og trods ønsket om et par centimeter nysne, havde mange fundet vej med skiene til en omgang julemotion i det kuperede terræn. Udsigten til tøvejr senere på ugen betyder dog, at Flemming Andersen venter med også at trække nye spor i Hammer Bakker og Vester Aslund Plantage. Aalborg Kommune står for udgiften til at præparere langrendssporene, men det er skientusiasten Flemming Andersen, som står for den praktiske udførelse.