Nye skolebørn ser for dårligt

Ringe samsyn får det til at gå ud over indlæringsevnen hos hvert fjerde barn. Op mod hvert fjerde barn, der begynder i børnehaveklasse har problemer med synet, som går ud over indlæringsevnen.

AALBORG: Alt for mange børn ender i specialklasser, fordi der ikke er nok fokus på problemet, mener adfærds-optometrist Georg Simonsen fra Aalborg. Det er ikke selve synsevnen, der er problemet, men motorikken i øjnene - det såkaldte samsyn. Et dårligt samsyn bevirker, at øjnene ikke arbejder ordentligt sammen, og det kan bl.a. give problemer med hovedpine, når teksten flyder ud i bogen, og man har svært ved omstille synet fra tavle til bogen. - Børnene kan have et udmærket syn, men bare ikke være i stand til at bruge det. Ligesom hvis man har en masse værktøj uden at kunne finde ud at at bruge det, siger Georg Simonsen og tilføjer, at han ofte oplever, at det først er, når børnene er kommet i f.eks. specialklasse, at man begynder at lede efter årsagen til indlæringsbesværlighederne. - Samsynet er ikke noget, der indgår i en normal undersøgelse af børnene. Og derfor er det ofte, hvis forældre tilfældigt høre om problemer med samsyn, at børnene bliver undersøgt, siger han. Det er børn med en dårlig grundmotorik, der ofte også har problemer med samsynet. Øjnene er nemlig styret af finmotorikken, der ikke fungerer optimalt, hvis grovmotorikken ikke er god nok. - Spørgsmålet er jo, om børnene overhovedet er parate til at starte i skole. Og langt de fleste tilfælde har forældre ikke skænket det en tanke, netop fordi synsevnen kan være god nok. Men det er kun et spørgsmål om at få den rigtige vejledning for, at problemet kan udbedres, siger Georg Simonsen. Et dårligt samsyn er ikke svært at opdage, hvis man er opmærksom på symptomerne. Har barnet svært ved at holde koncentrationen, klager over pandehovedpine eller at teksten løber ud eller er direkte dobbelt, er det symptomer på dårligt samsyn, fortæller Georg Simonsen. Forældre skal også være opmærksom på, om barnet læser med det ene øje tildækket, bevæger hovedet ved læsning eller har brug for at holde en finger, der hvor man er kommet til i teksten, tilføjer han. Har barnet et dårligt fungerende samsyn, kan det få lavet et individuelt træningsprogram, og med en målrettet træning kan samsynet optimeres på tre til fire måneder, hvorefter der ikke er behov for yderligere træning, fortæller Georg Simonsen.